Thomas Larsen: Syngende lussing til Rohde

Jens Rohde er blevet sat eftertrykkeligt på plads af Venstres topledelse, fordi han gik for langt i sine udlægninger af, hvordan Danmarks europapolitik skal forme sig. Det er en markant svækket Jens Rohde, der skal rejse sig herfra, siger Berlingskes politiske kommentator.

Laura Juul, Berlingske Nyhedsbureau Laura Juul, Berlingske Nyhedsbureau
Jens Rohde interviewes på Venstres landsmøde. Foto: Martin Dam Kristensen

- Jens Rohde demonstrerede en ualmindeligt dårlig dømmekraft og har haft en ualmindeligt uheldig hånd med timingen i sin kronik i Berlingske, for det er åbenbart for enhver, at han går alt for langt i sine visioner for, hvordan europapolitikken skal se ud i fremtiden.

Det siger Berlingskes politiske kommentator, Thomas Larsen, efter Venstre på sit landsmøde har udskudt at vælge spidskandidat til Europa-Parlamentet, efter den hidtidige kandidat, Jens Rohde, i en kronik i søndagens Berlingske sammen med Erik Boel, formand for Europabevægelsen, efterlyser et langt stærkere EU med blandt andet et fælles forsvar.

- Han vælger at trække fronterne meget stærkt op og springe ud som en fuldblods supereuropæer på et tidspunkt, hvor store dele af det borgerlige Danmark indtager en mere skeptisk og afventende holdning til, hvad der foregår i Europa, siger Thomas Larsen.

- Den anden fejl er, at han timer sit indlæg, netop som partiformand Lars Løkke Rasmussen lægger op til en afgørende nyorientering af Venstres økonomiske politik, og derfor er det selvfølgelig utåleligt for Lars Løkke Rasmussen og Venstres partitop, at Jens Rohde torpederer udmeldingerne fra Lars Løkke Rasmussen, så den samlede medieverden nu fokuserer på det interne Venstre-opgør om EU-politikken i stedet for at fokusere på hans markante landsmødetale, siger Berlingskes kommentator med henvisning til partiformandens tale lørdag.

Her lagde Lars Løkke Rasmussen op til, at partiet nu går efter nulvækst i det offentlige med skattelettelser til følge. Men det er altså ikke længere det, landsmødet er kommet til at handle om.

- Når opgøret bliver så følelsesladet, som det er blevet, så handler det også om, at Jens Rohde har mange stærke fjender internt i Venstre, og derfor er der ingen tvivl om, at der også ligger et element af »tak for sidst« i det her, for der er mange markante Venstrefolk, der ser det her som en mulighed for virkelig at klapse Jens Rohde af i fuld offentlighed og virkelig tilføre ham et ydmygende nederlag, siger Thomas Larsen.

Han mener dog, at Venstre kunne være sluppet meget lettere om hele miseren.

- Jeg mener, at Venstre kunne have håndteret det her på en helt anden måde ved at konstatere, at Jens Rohde har begået en kronik, hvor han er fritænker og lancerer nogle visioner, og det kan og skal der være plads til i et parti som Venstre, men man skal bare stilfærdigt gøre offentligheden opmærksom på, at det ikke er Venstres EU-politik, der her bliver lagt frem, siger Thomas Larsen.

- Med andre ord kunne man have afdramatiseret situationen i stedet for at køre den op i en spids. Det, man har opnået, er, at fokus er blevet taget helt væk fra Løkkes markante og vigtige meldinger i den økonomiske politik og i stedet for har fokus været på Rohdes skriverier. På den måde mener jeg, at partiet samlet set har scoret selvmål.

Thomas Larsen tror dog stadig på Jens Rohde som partiets spidskandidat i Europa-Parlamentet.

- Men det er klart, at det her har været en offentlig ydmygelse af Rohde, og derfor er det en mere svækket spidskandidat, der skal stå i spidsen for Venstres kamp for at få flest mulige pladser i Europa-Parlamentet næste gang, siger han.