Thomas Larsen: Thorning kan tabe valg på dagpenge-spørgsmålet

Berlingskes politiske kommentator mener, at slagsmålet om dagpenge kan være afgørende for Helle Thorning-Schmidt ved det kommende folketingsvalg.

Niels Brandt Petersen og Thomas Søgaard Rohde, Berlingske Nyhedsbureau Niels Brandt Petersen og Thomas Søgaard Rohde, Berlingske Nyhedsbureau
Helle Thorning-Schmidt under Socialdemokraternes sommergruppemøde. Foto: Keld Navntoft

Regeringen med statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) i spidsen står på gyngende grund i den ophedede debat om dagpenge, hvor det voksende pres fra politikerne og fra fagorganisationerne kan få stor indflydelse på det kommende valg.

Det mener Berlingskes politiske kommentator, Thomas Larsen, som bemærker, at den politiske modvind kommer på et tidspunkt med dalende meningsmålinger.

»Efter min bedste vurdering, så er det kun starten på det, der kommer til at ske. For ved at Helle Thorning-Schmidt står så håndfast på, at der ikke skal ændres på dagpengereformen, så er hun ved at skuffe hele sit kernepublikum,« siger han.

Læs mere: »Vis nu, Thorning, at der er forskel på dig og Løkke«

I alt har næsten 44.000 ledige mistet dagpengene siden 1. januar 2013 som følge af den reform, som Venstre, de Konservative og Dansk Folkeparti vedtog med stemmer fra de Radikale i 2010, og som den nuværende regering har videreført.

Regeringen har tidligere gennemført flere akutpakker, og sidste forår lavede regeringen en aftale om en langsommere indfasning af reformen og nedsættelsen af en dagpengekommission, der skal gennemgå systemet og komme med anbefalinger senest ved udgangen af 2015.

Læs mere: Redaktør: Thorning er låst på dagpengekrav

Helle Thorning-Schmidt stod tirsdag fast på, at der ikke er ændringer på vej for dagpengene lige foreløbigt. Det vil få konsekvenser, mener Thomas Larsen.

»Jeg mener, at hun risikerer at tabe et folketingsvalg på den her sag. Det er klart, at meningsmålingerne viser et stabilt blåt flertal, men lige præcis den her sag står for mange socialdemokrater som symbol på, at hun ikke fører socialdemokratisk politik,« siger han.

Læs mere: SF presser Thorning for holdbar dagpengeløsning

Thomas Larsen peger især på, at både fagforeninger og politiske støtter internt og hos Enhedslisten og SF er ude med kritik.

»Det betyder, at det her spørgsmål vil stå højere og højere på den politiske dagsorden og være noget, som vælgerne vil tage bestik af. Jeg tror, Helle Thorning-Schmidt vil blive straffet for det, hvis hun ikke laver en løsning, der i højere grad tilfredsstiller hendes eget publikum,« siger Thomas Larsen, som dog også bemærker, at den danske statsleders »kattepine« er, at de Radikale ikke vil være med til en ændring af dagpengereformen.

Onsdag mødes LOs hovedbestyrelse med den socialdemokratiske folketingsgruppe for at diskutere, hvordan man kan få en løsning på dagpengeproblemet.