Thomas Larsen: Thornings reformvanvid i Davos

Der er ingen tvivl om, at statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) befinder sig godt på den internationale scene, og det er åbenbart, at hun er en god ambassadør for Danmark på World Economic Forums igangværende årsmøde her i Davos. Sådan lyder analysen fra Berlingskes Thomas Larsen.

Thomas Larsen
Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) fremhævede i går på det økonomiske møde i Davos, at Danmark har kastet sig ud i stribevis af reformer for at imødegå den økonomiske krise – uden at nævne, at hun som oppositionsleder kæmpede mod flere af reformerne, herunder tilbagetrækningsreformen, da Lars Løkke Rasmussen (V) som statsminister arbejdede på at få dem vedtaget.

I debatterne om Europas økonomi har hun samtidig den fordel, at hun med rette kan fremhæve, at Danmark står stærkere end så mange andre europæiske lande og ligner en ren vinder sammenlignet med de mest sårbare økonomier i Sydeuropa.

Men præcis som i Danmark lider hun også i udlandet af, at hun til tider forfalder til at bruge for store ord og kommer til at oversælge sit budskab.

Efter en session på WEF-årsmødet i går gik hendes udtalelser om, at Danmark var gået »reformamok« i kampen for at få styr på økonomien, direkte ud på danske avisers hjemmesider. Det lægger deltagerne i Davos ikke mærke til, men mange på Christiansborg vil undre sig, og det samme vil en hel del vælgere.Ingen vil underkende, at der er gennemført store reformer i de senere år. Tempoet i reformprocessen kan måske også beskrives som »reformvanvid«, som vist egentlig var Thornings ord over for det eksklusive publikum i kongressalen. Problemet er, at statsministeren på den internationale scene får det til at se ud som om reformerne er hendes og SRSF-regeringens værk. Det er de ikke.

De fleste danskere vil vide, at flere af de reformer, som Thorning fremhævede i Davos i går, herunder tilbagetrækningsreformen, kæmpede hun indædt imod, da Lars Løkke Rasmussen som statsminister arbejdede på at få dem vedtaget i sin regeringstid.S, SF og fagbevægelsen gik dengang i krig mod den slidte VK-regering og kørte en aggressiv kampagne mod reformen. Det samme gjaldt for den vigtige dagpengereform, som Lars Løkke Rasmussen fik på plads som et led i genopretningspakken fra foråret 2010. Også den reform tordnede S og SF imod.

Kort sagt vil mange på Borgen mene, at Thorning i den grad pynter sig med lånte fjer, selv om SRSF-regeringen efterfølgende lod reformerne stå uantastet – efter hårdt pres fra de Radikale – og selv om regeringen også har gennemført sine egne reformer som f.eks. skattereformen fra foråret 2012.

Dernæst kan der i høj grad sættes spørgsmålstegn ved Thornings budskab om, at de gennemførte reformer i de seneste år er uden sidestykke i historien. Det er de næppe.

Hendes udtalelser i Davos genopvækker snarere erindringen om den mest prægnante slaglinje fra hendes første nytårstale som regeringschef. Her gjorde hun det klart for danskerne, at der skulle træffes beslutninger, som kunne måle sig med de største i historien.

Få måneder senere faldt trepartsforhandlingerne til jorden med et brag.

Sidst, men ikke mindst kan Thornings udtalelser efterlade et indtryk af, at vi som nation har gennemlevet en periode med »reformvanvid«, som vi nu kan begynde at lægge bag os.Dette menerHelle Thorning-Schmidt reelt ikke. Hun ved godt, at der fremadrettet skal gennemføres reformer, og regeringen forbereder sig da også i denne tid på at vedtage reformer af SU, kontanthjælpen og folkeskolen.Den ubehagelige kendsgerning for statsministeren er snarere, at hun selv med disse reformer vil få uhyggeligt svært ved at leve op til regnestykkerne i regeringens egen 2020-plan. Hverken Danmark eller Europa kan læne sig tilbage.

Under gårsdagens møder i Davos talte de europæiske stats- og regeringschefer ganske vist om, at tiden er inde til at skifte fra krisestyring til fokus på vækst og job. Men det betyder ikke, at underskuddene er væk, at gælden er forsvundet eller den stramme styring af statsbudgetterne hører fortiden til – slet ikke.

Sagen er, at Danmark – sammen med de øvrige europæiske lande – fortsat skal evne at konsolidere økonomien og rette op på en svækket konkurrenceevne. Kun på den måde kan vi konkurrere med verdens nye vækstcentre.