Thorning genopliver veto-trussel

Statsministeren er stadig parat til at nedlægge veto i EUs budgetforhandlinger, hvis Danmark ikke får en milliard kroner i rabat. Det siger hun forud for topmødet torsdag.

Merian Garde Gräs, Berlingske Nyhedsbureau Merian Garde Gräs, Berlingske Nyhedsbureau
ARKIVFOTO. Foto: Jens Nørgaard Larsen

Hvis Danmark ikke får rabat på én milliard kroner i EU-kontingentet, så vil statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) blokere for EUs budget. Sådan lyder truslen fra Thorning forud for de afgørende forhandlinger sidst på ugen.

- Det er stadig sådan, at vi ønsker en milliard i dansk rabat, og det er det, vi arbejdet meget hårdt på i øjeblikket, siger statsministeren.

Spørgsmål: Så hedder det stadig sådan, at der er en milliard i dansk rabat, eller også er der ingen budgetaftale?

- Det hedder stadig sådan, ja, fastslår Helle Thorning-Schmidt, der dermed er parat til at bruge dansk veto, hvis hun ikke får sin vilje.

Torsdag og fredag mødes Thorning med EUs øvrige stats- og regeringschefer til topmøde i Bruxelles for at fastlægge EUs budget for perioden 2014-2020. I november måtte de tage hjem fra topmødet uden resultater, da forhandlingerne brød sammen.

Europaminister Nicolai Wammen (S) deltager mandag i det sidste ministermøde inden topmødet. Her får medlemslandenes europaministre mulighed for at gøre deres nationale prioriteter klar over for Det Europæiske Råds formand, Herman Van Rompuy.

Budskabet fra Wammen er klart:

- En dansk rabat på budgettet og et mindre budget hvor pengene bruges bedre til at skabe job og vækst, forklarer ministeren i en pressemeddelelse.

Forud for forhandlingerne om EU-budgettet har Nicolai Wammen haft cirka 200 officielle møder med sine europæiske kolleger.

- Forhandlingerne er nu gået ind i den afgørende fase, og der er intet, der er afgjort. Der er til gengæld ingen tvivl om, at vi står over for benhårde forhandlinger, siger den danske europaminister.