Thorning: Hurtigere udredning skal redde kræftpatienter

Regeringen vil sætte en milliard af til hurtigere udredning af kræftpatienter i den kommende sundhedspakke, siger statsminister Helle Thorning-Schmidt.

Karen Clement Naja Dandanell, Berlingske Nyhedsbureau
Statsminister Helle Thorning-Schmidt. Foto: Keld Navntoft

Hurtigere udredning af kræftpatienter kan redde liv. Derfor sætter regeringen en milliard af til området i det kommende sundhedsudspil. Danmark sakker nemlig efter Sverige, når det kommer til at overleve sygdommen.

Hvis en praktiserende læge er i tvivl om, hvad en patient fejler, skal de hurtigt kunne sende patienten videre til udredning på særlige centre til formålet. Det vil kunne redde liv og er derfor en prioritet i regeringens kommende sundhedsudspil, siger statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) under et besøg på Dedikeret Medicinsk Udredningscenter på Odense Universitetshospital mandag.

»Når man får kræft i Danmark, er chancerne for at overleve ikke ligeså gode, som de er i Sverige. Det handler om, at de praktiserende læger skal blive bedre til at opdage det og sende patienterne videre hurtigere. Og sådan et center, som vi lige har været på, bidrager til det,« siger Helle Thorning-Schmidt.

Læs mere: Regeringen vil have flere til at overleve kræft

Sammen med sundhedsminister Nick Hækkerup (S) stillede hun op til spørgsmål fra pressen efter besøget, og begge var enige om, at de praktiserende læger er positive overfor mere hjælp til udredning.

»Det her har fokus på at give den praktiserende læge et værktøj til at rekvirere undersøgelse hurtigt, og hvor alt det her udstyr og kompetencer stilles til rådighed, så det kan gå stærkt,« siger Nick Hækkerup med henvisning til arbejdet på udredningscenteret i Odense.

Men besøget i Odense sker ikke kun for at statsministeren kan blive klogere på udredningen af kræftpatienter. Det mener i hvert fald Berlingske politiske kommentator Thomas Larsen.

»Den egentlige årsag til de to socialdemokraters visit på Odense Universitetshospital er, at Thorning i løbet af ugen vil forsøge at presse regeringens nye sundhedsplan så højt op på dagsordenen som muligt,« skriver han i en analyse i Berlingske.

Der har været for meget negativ fokus på udmeldingen om, at der ikke bliver ændret på dagpengeområdet, og derfor skal der sættes alt ind på at vinde noget hjem på sundhedsområdet.

»Kort sagt er der tænkt en del over offensiven, sundhedsmæssigt og vælgermæssigt. Nu satser man på, at næste runde af salgsarbejdet forløber bedre, ligesom det er håbet, at sundhedspolitik vil komme til at fylde meget i den nye politiske sæson,« lyder det fra Thomas Larsen.