Thorning: Lærere er nøglen til løft af folkeskolen

Det er landets 45.000 folkeskolelærere, der er nøglen til at skabe et fagligt løft af folkeskolen, lyder det fra statsminister Helle Thorning-Schmidt.

Pia Glud Munksgaard, Berlingske Nyhedsbureau Pia Glud Munksgaard, Berlingske Nyhedsbureau
Statsminister Helle Thorning-Schmidt møder medierne på det ugentlige pressemøde tirsdag den 4. december. Foto: Asger Ladefoged

Mere kvalificerede lærere, der bruger langt mere tid sammen med landets elever. Det er nøglen til at skabe en bedre folkeskole.

Sådan lyder det fra statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) på dagen, hvor regeringen fremlægger sit længe ventede udspil til en gennemgribende reform af folkeskolen.

- Tiden er kommet til, at vores folkeskole skal have et godt, stort løft, og til at vores børn skal være dygtigere og have de bedste muligheder for at klare sig godt senere i livet. Derfor er vi meget opsatte på, at gå grundigt til værks, siger hun på sit ugentlige pressemøde.

Regeringen lægger blandt andet op til, at landets lærere skal bruge mere tid sammen med eleverne.

I alt er der 800 ekstra timer på skoleskemaet gennem et helt skoleforløb. Det er særligt dansk og matematik, der vil blive styrket. Samtidig lægger regeringen op til at indføre såkaldte aktivitetstimer, der ifølge statsministeren skal gøre undervisningen mere spændende.

Regeringen vil frem mod 2020 tilføre folkeskolen fire milliarder kroner ekstra, og samtidig skal de 39 milliarder kroner, der i dag hvert år bruges på skolen, udnyttes bedre. Det vil få konsekvenser for landets lærere.

- Det forudsætter en mere fleksibel anvendelse af lærernes arbejdstid, som KL og kommunerne klart har meldt ud, at de ønsker, siger Helle Thorning-Schmidt, der kalder folkeskolens 45.000 lærere »nøglen til at gennemføre det her faglige løft«. Blandt andet kan de se frem til mere efteruddannelse.

- Det er vores mål, at alle elever i 2020 bliver undervist af lærere, der enten har haft deres fag som linjefag på læreruddannelsen eller har opnået en tilsvarende faglig kompetence gennem efteruddannelse. For at nå det mål vil vi fra 2014 til 2020 oven i kommunernes indsats i forhold til efteruddannelse tilføre i alt en milliard kroner til efteruddannelse af lærerne, siger Helle Thorning-Schmidt.

Lærernes formand, Anders Bondo Christensen, har de seneste dage kritiseret regeringen for, at det er lærerne, der kommer til at finansiere reformen.

Ifølge Helle Thorning-Schmidt har regeringen dog haft god kontakt til lærerne i forbindelse med udarbejdelsen af udspillet.

- Vi har haft masser af møder med lærerne, vi har haft god dialog i forbindelse med det her projekt. Vi har ladet os inspirere af lærerne, men vi må også sige, at når det kommer til dagen, hvor regeringen skal fremlægge vores bud på en bedre folkeskole, så er det regeringen, der må påtage sig det ansvar at lægge vores bud frem, siger hun.

Det samlede udspil fremlægges i dag, tirsdag, klokken 13.


Web-tv: Se hele statsministerens tirsdagspressemøde

 

Skriv kommentar

Du skal være logget ind for at deltage i debatten.

Tophistorier Gå til forsiden