Thorning opfordrer til pres på Nordkorea

Det internationale samfund må reagere skarpt på Nordkoreas atomprøvesprængning, lyder det fra statsminister Helle Thorning-Schmidt.

Pia Glud Munksgaard, Berlingske Nyhedsbureau
 

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) opfordrer det internationale samfund til at lægge et øget pres på Nordkorea, efter landets styre natten til tirsdag gennemførte en underjordisk atomprøvesprængning.

»Det er helt afgørende, at det internationale samfund reagerer skarpt på denne seneste provokation fra Nordkorea, der kun bidrager til at øge spændingerne i regionen. Vi må fra international side lægge pres på nordkoreanerne for at få dem tilbage til forhandlingsbordet,« siger Helle Thorning-Schmidt i en skriftlig kommentar til Berlingske Nyhedsbureau, hvor hun fordømmer den nordkoreanske sprængning, der var den hidtil kraftigste.

Læs mere: Atomprøvesprægning er svar på USAs handlinger

»Fra dansk side fordømmer vi den underjordiske atomprøvesprængning, som Nordkorea har foretaget. Den er i klar strid med de internationale regler og landets forpligtelser,« siger Helle Thorning-Schmidt, der samtidig erklærer sin støtte til Nordkoreas nabo mod syd.

»Jeg vil samtidig gerne udtrykke vores klare støtte til den sydkoreanske regering og befolkning, der endnu engang trues af en utilregnelig nabo,« siger hun.

Atomprøvesprængningen bliver mødt af forargelse fra hele verden. Også ifølge USAs præsident, Barack Obama, kalder sprængningen på handling.

»Vi vil fortsætte med at tage de nødvendige skridt for at forsvare os selv og vores allierede. Vi vil arbejde med andre nationer og tage resolut handling,« siger han ifølge Reuters.

Læs mere: Obama varsler »resolut handling« efter prøvesprængning

 

Læs mere: Obama varsler »resolut handling« efter prøvesprængning