Thorning: Vi skal målrette SUen

Regeringen præsenterer tirsdag sit bud på en reform af SUen. SUen skal målrettes, lyder det fra statsminister Helle Thorning-Schmidt.

Pia Glud Munksgaard, Berlingske Nyhedsbureau Pia Glud Munksgaard, Berlingske Nyhedsbureau
Statsministeren Helle Thorning på sit tirsdags-pressemøde. Foto: Keld Navntoft

Det danske SU-system skal indrettes sådan, at flere unge kommer igennem uddannelsessystemet hurtigere, og at pengene bruges der, hvor de gør størst gavn.

Det siger statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) ved sit ugentlige pressemøde på dagen, hvor regeringens længe ventede udspil til en reform af SUen præsenteres.

»Vi skal ikke lave grundlæggende om på vores SU-system, men vi skal være parate til at målrette vores SU-system,« siger Helle Thorning-Schmidt, der understreger, at Danmark har verdens mest generøse SU-system.

»Vores SU-system i Danmark giver alle unge gode økonomiske muligheder for at gennemføre en uddannelse. Alle uanset deres sociale baggrund har mulighed for at tage en uddannelse, og sådan skal det selvfølgelig også være,« siger hun.

Der er to grunde til, at regeringen vil reformere SUen. For det første vil regeringen have de studerende hurtigere igennem uddannelsessystemet, så de tidligere kommer ud på arbejdsmarkedet og bliver selvforsørgende. For det andet skal systemet tilpasses den økonomiske virkelighed, lyder det fra statsministeren.

»Vi skal indrette SU-systemet, så det understøtter vores mål om, at flere skal være tidligere færdige med deres uddannelser,« siger Helle Thorning-Schmidt.

»Der skal selvfølgelig være plads til, at de unge kan skifte studie og være længere tid om det, der skal også være plads til, at ikke alle unge går den lige vej gennem uddannelsessystemet, men målet må også være, at flere unge bliver tidligere færdige med deres uddannelse,« siger statsministeren, der peger på, at de studerende i gennemsnit er 29 år, når de færdiggør en lang videregående uddannelse, og at det kun er en ud af ti studerende, der færdiggør en lang videregående uddannelse på normeret tid.

»Vi bliver nødt til at foretage nogle klare prioriteringer og bruge pengene der, hvor de kan gøre størst gavn, og det betyder, at alle må yde et bidrag,« siger Helle Thorning-Schmidt om reformen, der, allerede inden den er blevet præsenteret, er blevet mødt af massiv modstand fra blandt andet de studerende.

Den samlede reform bliver præsenteret klokken 13.30 af uddannelsesminister Morten Østergaard (R), og senere i aften vil ministeren sidde klar til at svare på spørgsmål om reformen på Twitter.