Thulesen Dahl erkender dagpenge-fejl

Dansk Folkepartis nyvalgte formand vil forlænge dagpengeperioden med mindst et halvt år. R siger, at Thulesen Dahl løber fra sit ansvar.

Johan Blem Larsen og Pia Glud Munksgaard, Berlingske Nyhedsbureau Johan Blem Larsen og Pia Glud Munksgaard, Berlingske Nyhedsbureau
Kristian Thulesen Dahl under sin tale på DFs landsmøde. Foto: CARSTEN LUNDAGER/FRIT

Det var en fejl, da Dansk Folkeparti sammen med den daværende VK-regering og Radikale i 2010 forkortede dagpengeperioden til to år.

Det erkender Dansk Folkepartis nykårede formand, Kristian Thulesen Dahl, på partiets årsmøde i Herning.

Thulesen Dahl vil nu forlænge dagpengeperioden, som fra nytår bliver skåret ned til to år, og dermed rammer tusinder af danskere.

- Fejlen består i, at vi dengang lagde en forudsætning ind om, hvornår den her forkortelse af dagpengeperioden skulle træde i kraft. Vi vurderede, at på det her tidspunkt i 2012 ville der igen være vækst og beskæftigelse i samfundet i et omfang, så man havde efterspørgsel efter de arbejdsløse. Der må vi desværre konstatere i dag, at ledigheden desværre er stigende, og at regeringens kickstart ikke har sat gang i dansk økonomi, siger Kristian Thulesen Dahl til Berlingskes Nyhedsbureau efter sin tale.

Læs mere: Læs hele Kristian Thulesen Dahls tale

- Derfor vil det rigtigste være at udskyde det tidspunkt, hvor den her forkortelse af dagpengeperioden træder i kraft. Mit bud er, at man ligesom i foråret, da man udskød et halvt år, allerede nu meddeler, at man udskyder den igen halvt år, siger han og åbner i øvrigt for, at man i princippet kan blive ved med at forlænge perioden løbende alt afhængig af økonomiens tilstand.

R savner troværdighed

Men forslaget møder hovedrysten hos regeringspartiet de Radikale, som i 2010 tilsluttede sig aftalen om dagpengereformen. Uddannelsesminister Morten Østergaard (R) mener, at Kristian Thulesen Dahl er i færd med at løbe fra sit ansvar.

- Jeg synes, det savner troværdighed, at Kristian Thulesen Dahl i dag påstår, at han ikke var klar over, at nogle mennesker ville falde ud af dagpengesystemet. Med hans kendskab til tal er der ingen, der vil tro på, at han ikke kunne gennemskue konsekvenserne af dagpengereformen, siger Morten Østergaard.

Læs mere: Thulesen Dahl vil »normalisere« udlændingepolitikken

- Kristian Thulesen Dahl har travlt med at løbe for ansvaret. Dagpengereformen var det rigtige dengang, og det er det rigtige i dag, lyder det fra uddannelsesministeren.

Skader dansk økonomi

Hos den borgerlige tænketank Cepos kritiserer cheføkonom Mads Lundby Hansen ligeledes forslaget, som han kalder »en dårlig idé«.

- Midlertidige velfærdsforbedringer har det med at blive permanente i Danmark. Bare se på efterlønsordningen fra 1979 og Nyrups orlovsordninger tilbage i 90erne. Begge ordninger blev oprettet som midlertidige tiltag i perioder med høj ledighed. Men det viste sig, at de bed sig fast i mange år, og det skadede dansk økonomi, siger Mads Lundby Hansen.

Cheføkonomen understreger, at man bør huske sig selv på, at det nuværende ledighedsniveau i Danmark ikke er »særlig højt i et historisk perspektiv«.

Op mod 30.000 danskere ventes at miste retten til dagpenge, når reformen efter planen træder i kraft til nytår.

Læs mere: Pia K. vil have DF i regering