Tilbage til køreskolen …

Stephen Brugger: Hvorfor gør vi det så svært for os selv? På den ene side prøver vi at lokke højtuddannede, erfarne folk til landet, og på den anden side generer vi dem med overflødige krav om, at de skal bruge tid og penge på at tage en dansk køreprøve. Det opfattes som latterligt og uacceptabelt, og konsekvensen er, at de enten forlader Danmark igen alt for hurtigt eller holder sig helt væk.

Stephen Brugger Adm. direktør AmCham Denmark Stephen Brugger Adm. direktør AmCham Denmark

Da jeg flyttede til Danmark for godt 25 år siden, kunne jeg uden videre veksle mit californiske kørekort til et dansk. Som næsten alle amerikanere havde jeg allerede i en ung alder stor erfaring med at køre bil, og derfor var det kun naturligt, at jeg ikke skulle igennem nye prøver for at køre i Danmark. Sådan er det ikke længere. Hvis mine jævnaldrende fra Californien kommer til Danmark i dag, skal de igennem hele møllen– uanset om de har kørt bil i USA i 25 år. Det handler ikke om deres erfaring eller evner til at køre bil, men udelukkende om reglerne for køreprøver i deres hjemstat!

Så mens Danmark på den ene side prøver at lokke højt kvalificerede personer til landet, gør Justitsministeriet det ekstra besværligt for de samme personer at få et dansk kørekort – uden nogen form for belæg for, at denne gruppe skulle udgøre en trafikmæssig risiko.

Problemet er især, at vi kræver, at udenlandske eksperter og ledere skal bestå både en praktisk prøve og en mildest talt særpræget teoriprøve. De opfatter det som helt uacceptabelt at skulle igennem et sådant cirkus, og det gør alvorlig skade på Danmarks omdømme i det internationale erhvervsliv.

Der er ganske vist EU-harmoniserede regler for, hvad man skal kunne for at få kørekort; det forhindrer ikke andre EU-lande i at løse problemet. For eksempel har Finland og Belgien åbnet for stort set alle, Frankrig har gensidige aftaler med mere end 100 lande om at veksle kørekort, og Holland har en særordning målrettet præcis den gruppe, man gerne vil tiltrække.

Der er masser af muligheder for at fjerne en af de mest irriterende byrder ved at flytte til Danmark. Det kræver først og fremmest politisk vilje til at kigge konstruktivt på problemet – i stedet for at sætte sig i et hjørne og råbe: »Trafiksikkerhed«. De samme personer må jo gerne køre bil i Danmark – hvis de ’kun’ er turister.

Vi beder derfor justitsministeren om snarest – og gerne sammen med os – at gøre det mindre besværligt for de folk, vi gerne vil trække hertil, at få det kørekort, som er en forudsætning for et vellykket ophold i landet.

Kommentarer

Så står det alligvel ikke så galt til

Hvis kravene til kørekort er den mest irriterende byrde ved at flytte til Danmark, har vi vist ikke de store problemer.
Hvilket selvfølgelig ikke skal afholde os fra at få ændret på reglerne.

Skriv kommentar

Du skal være logget ind for at deltage i debatten.

Tophistorier Gå til forsiden