Topchefer afviser ansvar for akutjob

Landets topchefer føler sig ikke forpligtet til at ansætte langtidsledige, der står til at miste dagpengene. Aftalen om akutjob er primært en politisk løsning, mener Venstre.

Arkivfoto Foto: Torben Christensen

Langtidsledige, der falder ud af dagpengesystemet til næste år, skal ikke sætte deres lid til, at de bliver ansat i et akutjob i det private erhvervsliv. I en rundspørge blandt 235 topchefer foretaget af Berlingske Research afviser 74 procent, at de har en forpligtelse til at finde arbejde til de langtidsledige. Kun ti procent mener, at det er deres ansvar.

»Vi kan ikke drive social institution i en situation, hvor vi er presset på konkurrenceevnen. Jeg er mere tryg ved at ansætte en person, der kommer lige fra et andet job end én, der har været ledig i to år, så jeg tror næppe, vi kommer til at bruge ordningen,« siger Thomas Bruun Nielsen, direktør for Opel Danmark.

Ifølge Dansk Arbejdsgiverforening har det aldrig været en del af aftalen om akutjob, at virksomhederne skulle påtage sig et ansvar for at ansætte langtidsledige.

»Vi har kun forpligtet os til at søge at få virksomhederne til at gøre deres ledige stillinger mere synlige, så langtidsledige kan få øje på dem. Virksomhederne skal selvfølgelig ansætte de bedst kvalificerede,« siger direktør i DA, Henrik Bach Mortensen.

Venstre, der stemte blankt til aftalen, ser topchefernes melding som et tegn på, at aftalen først og fremmest skulle løse et politisk problem.

»Hovedformålet med regeringens aftale var at lukke munden på Enhedslisten og fagbevægelsen, som ønskede at ændre dagpengereformen. Det, der hjælper, er jo vækst,« siger finansordfører Peter Christensen og understeger, at det er fint at ansætte en langtidsledig, hvis vedkommende egner sig til jobbet.

Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) fastholder, at aftalen om akutjob kan gøre en forskel.

»Når jeg taler med virksomhederne, oplever jeg en vilje til at hjælpe de langtidsledige. Jeg ved også, at DA gør meget for, at det bliver lettere for virksomhederne at tænke i akutjob. Der ruller flere og flere private akutjob ind, så det ser ud, som om der er en række virksomheder, der gerne slår akutjob op,« siger hun.

Fagforeningen 3F mener dog ikke, at aftalen er noget værd, hvis ikke de ledige får jobbene.

»Ellers er det jo en gratis omgang for arbejdsgiverne. Det vil vi holde dem op på,« siger forbundssekretær Per Christensen.