Troels Lund måtte ikke blande sig - men »ville gerne«

Højtstående embedsmand i Skatteministeriet brød sig ikke om at udlevere oplysninger om Thorning-parret til sin minister, som han mente var ude på at blande sig i skattesagen. Det afslører hidtil ukendt e-mail.

Merian Garde Gräs, Berlingske Nyhedsbureau
Tidligere skatteminister Troels Lund Poulsen (V). Foto: Henning Bagger

Hos skattesagskommissionen i Søborg har vi hørt flere embedsmænd fra Skat København beskylde tidligere skatteminister Troels Lund Poulsen (V) for at forsøge at påvirke afgørelsen af Helle Thorning-Schmidt og Stephen Kinnocks personlige skattesag. Men aldrig har samme kritik lydt fra Skatteministeriets egne rækker.

På kommissionens 14. afhøringsdag blev en hidtil ukendt e-mail læst op af kommissionens udspørger, Lars Kjeldsen.

Den blev sendt fra ministeriets højtstående fagdirektør, Ivar Nordland, til chefkonsulent Michael Frank, der tirsdag var i vidneskranken.

- Jeg bryder mig bare ikke om at udlevere personoplysninger til en minister, der ikke må blande sig (men gerne vil), skriver Ivar Nordland i e-mailen, der er en del af en omfattende korrespondance i ministeriet i dagene efter 16. september 2010, hvor Skat København konkluderede, at Thornings mand, Kinnock, ikke var skattepligtig i Danmark.

Læs mere: Loft bar homorygte med til Troels Lund

Det er bemærkelsesværdigt, at en af Troels Lund Poulsens egne folk skriver, at ministeren har intentioner om at blande sig. Og det kan være en belastende e-mail for Troels Lund, der, som skatteminister dengang, ikke havde lov til at blande sig i afgørelser af enkeltsager - ligesom hans departement heller ikke måtte.

Selv har Troels Lund afvist alle anklager. Den 24. januar skal Ivar Nordland selv forklare sig foran kommissionen, og så vil det vise sig, om han vælger Skatteministeriets eller Skat Københavns parti.

Læs mere: Vi tvivler på Troels Lunds uskyld i skattesagen

Chefkonsulent Michael Frank fortalte tirsdag, hvordan der var heftig aktivitet i Skatteministeriet både før, under og efter skattesagen. Da BT henvendte sig til ham i begyndelsen af juni 2010 med spørgsmål om Kinnocks skatteforhold, satte daværende departementschef, Peter Loft, Michael Frank i sving med at finde ud af, hvad der var »op og ned i sagen«. Loft ringede til embedsmanden den 9. juni ved middagstid.

- Det er jo ikke hver dag, at Peter Loft ringer. Her bliver jeg endnu mere klar over, at det er en sag, der er meget ømtålelig, forklarede Michael Frank.

- Han siger, at vi så vidt muligt - af hensyn til presseberedskabet - skal finde ud af, hvad der er op og ned i den sag. Det er mit opdrag, og jeg har ganske kort tid til det, sagde chefkonsulenten.

Læs mere: Skattedirektør: Det handler om tilsvining af Thorning

For at finde ud af hvad der var op og ned, var Michael Frank nødt til at fremskaffe informationer om Stephen Kinnock. Det var blandt andet oplysninger om Kinnocks boligforhold og rejseri. Et aspekt som kommissionens udspørger, Lars Kjeldsen, også ville høre nærmere om:

- Her fremskaffer du nogle oplysninger om en borger, som er fortrolige, og videregiver dem til departementschefen. Gjorde du dig overvejelser, om det var i orden?, lød det fra Kjeldsen.

- Når man får en henvendelse fra sin departementschef, er det hans overvejelser, om det er i orden. Man kommer ikke langt ved at spørge: »Nej, Peter, er det nu fornuftigt?«, fortalte Michael Frank, der dog godt forstod sin departementschefs interesse for sagen.

Læs mere: Peter Loft bad embedsmand finde fortrolige oplysninger om Kinnock

Peter Loft skal senere forklare sig foran Skattesagskommissionen, men det er endnu uvist hvornår. Næste afhøring er den 22. januar, hvor en af Skatteministeriets helt tunge drenge, produktionsdirektør Steffen Normann Hansen, skal vidne i Søborg.