Tumult ved Helle Thornings pressemøde

En deltager ved statsministerens ugentlige pressemøde blev oprørt over et spørgsmål om Helle Thornings skattesag og blev derfor udvist af glassalen.

Laura Labarca Clausen, Berlingske Nyhedsbureau Laura Labarca Clausen, Berlingske Nyhedsbureau
En af de tilstedeværende ved Thornings pressemøde brokkede sig højlydt over et spørgsmål fra salen og måtte til sidst udvises. Foto: Claus Bech

Ved statsminister Helle Thorning-Schmidts (S) ugentlige pressemøde tirsdag opstod der tumult, da en af de tilstedeværende højlydt brokkede sig over et spørgsmål fra salen og til sidst måtte udvises.

Politisk redaktør for Radio24syv, Jesper Termansen, spurgte Helle Thorning Schmidt (S), om hun kunne bekræfte, at medlemmer af Socialdemokraterne tilbage i 1999 opfordrede Thorning-Schmidt til at betale skat.

Helle Thorning afviste at svare på spørgsmålet med henvisning til, at Skattesagskommissionen er i gang med at undersøge behandlingen af Helle Thorning-Schmidt og hendes mand, Stephen Kinnocks, skattesag.

- I må tjekke jeres fakta, svarede Helle Thorning-Schmidt.

»Hun skal ikke forfølges«

Da Jesper Termansen endnu en gang forsøgte at spørge ind til sagen, opstod der tumult blandt de fremmødte. En af de tilhørerne, en mand med krøllet hår og briller, blev oprørt over spørgsmålene og begyndte at komme med tilråb.

- Personlige forhold om skat er personlige. Det kan pressen ikke gøre ved Helle. Hun skal ikke forfølges for sin skattesag af pressen. Det vil jeg fandme ikke finde mig i, sagde manden.

To vagter var hurtigt henne ved den oprørte mands plads og måtte bede ham forlade pressemødet.

- Ja, jeg skal nok gå, svarede manden utilfreds og forlod Glassalen i Statsministeriet.

Afleverede papir til statsministeren

Inden sit udbrud havde den tydeligt nervøse mand rejst sig op og afleveret et stykke A4-papir til statsministeren, noget der fik hendes livvagter til at reagere. Manden satte sig dog hurtigt ned på sin plads igen og blev derfor ikke smidt ud i første omgang.

Det er endnu uvist, hvordan manden fik adgang til Statsministeriet, hvor der under pressemøderne kun er adgang for personer med kreditering til Folketinget, herunder indehavere af pressekort.

Liveblog: Følg Skattesagskommissionens udspørgen af skattedirektør Lisbeth Rasmussen kl. 09.30 på b.dk i morgen, onsdag