Tusindvis bliver rigere på offentlig forsørgelse

Omkring 14.250 danskere ville få flere penge mellem hænderne, hvis de stoppede med at arbejde og i stedet levede af en ydelse fra det offentlige. Katastrofe, lyder det fra Venstre og Liberal Alliance.

Pia Glud Munksgaard, Berlingske Nyhedsbureau
Beskæftigelsesordfører Joachim B Olsen (LA). Foto: Jens Nørgaard Larsen

For tusindvis af danskere kan det bedre betale sig at blive hjemme på sofaen end at arbejde.

Af et svar fra Finansministeriet til beskæftigelsesordfører Joachim B. Olsen (LA) fremgår det, at cirka 14.250 danskere ville få en større disponibel indkomst, hvis de forlod arbejdsmarkedet til fordel for en overførselsindkomst.

Ifølge beregningerne vil det gennemsnitligt udløse en økonomisk gevinst på 1.350 kroner om måneden.

Venstre og Liberal Alliance er rystede over tallene.

- Det er et tal, der bekræfter, at der er nogle ret markante incitamentsproblemer i forhold til at få folk ud på arbejdsmarkedet, siger Joachim B. Olsen.

Læs mere: Corydon: Det skal kunne betale sig at arbejde

Arbejdsmarkedsordfører Ulla Tørnæs (V) kalder det »en katastrofe«.

- Det er nærmest tragikomisk, at vi er i en situation, hvor vi ved, at der er brug for alle mand, men at vi så betaler folk for at holde sig væk fra arbejdsmarkedet, siger hun.

Ifølge Finansministeriet indebærer den skattereform, der blev indgået i år, og som indfases fra 2013 til 2023, en markant styrkelse af det økonomiske incitament til at arbejde.

Men skattereformen er slet ikke nok, lyder det fra de to partier, der peger på behovet for en kontanthjælpsreform.

- Mange vil stadigvæk få meget lidt eller ingenting ud af at gå på arbejde, og det er i sig selv helt vanvittigt, siger Joachim B. Olsen, der håber på bred politisk opbakning til en gennemgribende reform af kontanthjælpen, der »en gang for alle hiver plastret af«.

- Det kunne være dejligt, hvis alle partier en gang for alle satte sig sammen og var sammen om at løse nogle af de her problemer, siger Joachim B. Olsen, der blandt andet gerne så, at flere grupper fik halveret kontanthjælpen.

Læs mere: EL: Man vælger ikke bare at være på overførselsindkomst

- Når vi diskuterer overførselsindkomster, bliver det til et spørgsmål om, at det er synd for nogle, og man bliver nærmest udlagt som om, man er et ondt menneske, men man er nødt til at forholde sig til nogle helt basale mekanismer, siger han.

Også Venstre peger på behovet for en kontanthjælpsreform.

- Vi har lavet en skattereform, og den bidrager til at lappe lidt på det. Men vigtigst af alt er der brug for en kontanthjælpsreform, og der har regeringen desværre ikke haft modet til spille ud med et forslag til at sikre, at det netop skal kunne betale sig at arbejde, siger hun.

Af svaret fra Finansministeriet fremgår det, at det særligt er udgifter i forbindelse med transport til og fra arbejde, der for de godt 14.000 danskeres vedkommende sluger gevinsten ved at arbejde. Også det er Venstre klar til at se på.

- Vi ønsker, at arbejdsstyrken bliver mere mobil, siger Ulla Tørnæs.