Seneste nyt


Se Berlingske Barometer

Tyveri af sociale ydelser ødelægger velfærdssamfundet

Benedikte Kiær (K)
Benedikte Kiær (K) Foto: Steen Brogaard/Folketinget

Du må ikke stjæle! Sådan lyder det 7’ende af de ti bud. Det er et bud som med seks andre fortæller, hvordan vi skal opfører os over for andre mennesker. I øjeblikket er der stor opmærksomhed på socialt bedrageri og alle dem, som stikker deres snabel ned i kasse og som uretmæssig suger til. Gad vide, om de alt for mange sociale bedragere faktisk er opmærksomme på, at de bryder det 7’ende bud? At de stjæler fra andre mennesker på flere måder. For ikke nok med, at de stjæler fra den store fælleskasse. De stjæler også opmærksomheden og hjælpen til de udsatte, som velfærdssamfundet skal hjælpe.

I forrige uge talte jeg med to kvinder omkring de fyrre. To meget forskellige kvinder, der har en ting til fælles. De er begge ramt af stress og sygdomme som angst og depression. Hele deres liv har de arbejdet rigtig meget. Men lige nu er de på sygedagpenge. Jeg er sikker på, at de to kvinder nok skal komme sig, og at de får deres store ønske om et arbejde opfyldt. Men det, som fylder alt for meget hos dem begge er, at de kæmper med systemet og en stor mistillid. Den ene kvinde havde ventet over 7 måneder på at komme behandling, og nu mens hun er i et godt behandlingsforløb, så stresser varighedsbegrænsningen hende. Den anden kvinde lagde en kæmpe stor sagsmappe foran mig.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på: Tænk hvis de to kvinder havde fået behandling med det samme. Og tænk hvis systemet havde taget sig af de to kvinder med tillid. Så kunne det være, at de var kommet sig meget hurtigere og var i fuld gang med det de begge ønsker sig: At gå på arbejde. Men som den ene kvinde sagde, så er der sikkert rigtig mange, som udnytter systemet og det betyder, at der er mistillid til, at man er syg. Hun har set ting, hvor hun godt kan forstå, at systemet må være på vagt. Og der er jo noget om det. En KMD analyse fra 2011 viser, at der hvert år bliver begået socialt bedrageri med ydelser for et sted mellem 7 og 12 milliarder kroner. Og hver mandag i øjeblikket kan vi på DR følge, hvordan kommunale kontrolmedarbejdere afdækker socialt bedrageri. F.eks. borgere, der er på sygedagpenge, men som alligevel arbejder.

Vi skal bekæmpe socialt bedrageri. Omvendt må det aldrig ende med, at vi får et samfund, hvor lovlydige medborgere mistænkeliggøres. Og hvor dem, som kæmper med sygdomme og er i behandlingsforløb, stresses af systemet og mistænkeliggøres. De rette syndere skal findes, så vi andre ikke betaler for snyd og bedrag, og så velfærdssamfundet kan bruge kræfter på at hjælpe dem, som har reelt behov. Og vi skal forhindre, at laveste fællesnævner og den lave moral ikke kommer til at diktere regler og adfærd for det store flertal.

Egentlig er det ret trist, at det overhovedet er nødvendigt med en indsats over for socialt bedrageri. Jeg kan til stadighed undre mig over, hvordan en så anløben moral kan få fodfæste. Hvad gør, at nogle mener det er ok at stjæle fra fælleskassen og dermed fra os alle sammen? Jeg tror bl.a. det skyldes, at nogle har fået den opfattelse, at man har ret til at kræve en masse ydelser ind og at de er gratis – og hvis ikke man får dem tildelt, så tager man bare selv. F.eks. tømreren, som i Ekstra Bladet fandt det helt i orden, at han både er på dagpenge og arbejder sort: Jeg føler mig så tit røvrendt af systemet, så jeg synes, det er helt o. k. at røvrende tilbage. Og hvis jeg ikke tog arbejdet, var der jo nogle andre, der gjorde. Så jeg kan ikke se, at det betyder det helt store. Og helt ærligt, når en Dong-direktør kan få 20 millioner for at holde op med at arbejde, så kan jeg også arbejde sort i en periode af mit liv.

Forskellen på ret og pligt er en central diskussion, og jeg mener så afgjort, at vi politikere har et ansvar for, at der er sket et skred. At vi har fattige Carina, dovne Robert og tømreren fra Ekstra Bladet. For vi politikere har et ansvar for, at retten overskygger pligten. Tænk blot på tiden før det seneste folketingsvalg. Hold da op, hvor kunne den daværende opposition love guld og grønne skove. Jeg glemmer ikke, hvordan socialdemokraterne med Helle Thorning-Schmidt i spidsen lancerede 29 velfærdsrettigheder. Budskabet var, at man skulle have at vide, hvad man har ret til! Det er jo en omvendt Kennedy, hvor man alene ender med at spørge – ”hvad kan samfundet gøre for mig?”

Nu har socialdemokraterne vundet magten på en politik, der hurtigt røg i skraldespanden efter valget. Og godt de løber fra deres valgløfter – for de havde ellers smadret økonomien! Men krævementaliteten står tilbage. En krævementalitet, som i den grad har været med til at øge omfanget af socialt bedrageri. Det er i sidste øjeblik, at vi tager et opgør med den mentalitet. Ellers smuldrer vores velfærdssamfund og dermed hjælp til dem, der reelt har behov. Som f.eks. de to kvinder, jeg talte med i forrige uge.