Udenrigsministeren vil have forsvaret tilbage på FN-sporet

Udenrigsminister Holger K. Nielsen vil opprioritere det danske militærs deltagelse i FNs fredsbevarende missioner.

Lisbeth Quass, Berlingske Nyhedsbureau Lisbeth Quass, Berlingske Nyhedsbureau

Danmarks forsvar skal tilbage på FN-sporet, siger udenrigsminister Holger K. Nielsen (SF), der efter Afghanistan vil opprioritere det danske militærs deltagelse i FNs fredsbevarende operationer. Det skriver Information.

»FN skal have en mere fremtrædende rolle i dansk udenrigspolitik. Danmark skal tilbage til en tradition, vi havde år tilbage, hvor det var typisk, at vi var med i mange FN-operationer,« siger udenrigsministeren, der dermed lægger op til en justering af Danmarks sikkerhedspolitiske strategi, der under de tidligere borgerlige regeringer i højere grad var målrettet forsvar af vestlige geostrategiske interesser, skriver Information.

»På et tidspunkt var hele den danske udenrigspolitik fokuseret på, om vi gjorde det godt i Afghanistan. Det var det, man målte os på. Det, synes jeg, var en fejl, fordi man kan gøre gode ting mange andre steder i verden,« siger udenrigsministeren, der blandt andet var dybt uenig, da regeringen under daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i 2011 trak de danske styrker ud af FNs mission i Libanon.

Holger K. Nielsen forestiller sig en multilateral udenrigspolitik, der fokuserer på, hvor i verden Danmark kan gøre nytte:

»Vi skal ikke længere på forhånd sige, vi kun laver skarpe operationer (som i Irak og Afghanistan, red.). Hvis der ikke er brug for det, skal vi ikke være der. Så skal vi gøre nytte andre steder«.

Han fremhæver den danske deltagelse i missionen med at fragte kemiske våben ud af Syrien som »et smukt eksempel« på, hvordan han ser Danmarks internationale rolle i fremtiden.