Ukraine - Europa eller Rusland?

Lykke Friis MF (V), EU-ordfører Foto: Steen Brogaard/Folketinget

På søndag skal ukrainerne til valg. Efter bare en dag i grænselandet mellem Europa og Rusland er der ingen tvivl om, hvad der er valgets egentlige tema. Skal Ukraine gå mod Europa eller Rusland? Skal landet implementere associeringsaftalen med EU eller indgå i en euro-asiatisk union med Putins Rusland? At dette er hovedtemaet, gik for alvor op for mig, da jeg her til aften - i forbindelse med mit ophold som valgobservatør - holdt møde med LGBT-miljøet i Kiev.

Som optakt til valget stemte 80% af parlamentarikerne den 2. oktober ja til en lov, der helt i tråd med russisk lov kriminaliserer alene omtalen af homoseksualitet. Vedtagelsen er næsten et symbol påtilbageslaget efter Ukraines uafhængighed og ikke mindst den orange revolution. For det var altså Ukraine, der som det første land fra det tidligere Sovjetunionen legaliserede homoseksualitet. Men nu er landet åbenbart fristet af den russiske vej. Eller for at citere en af initiativtagerne til loven, kommunisten Tsarkov: "I Sovjetunionen var der fængselsstraf for homoseksualitet. Vi er på vej til EU, men de arbejder jo målrettet for ægteskab mellem samme køn". Tilsvarende giver tilhængerne af lovudkastet udtryk for, at det naturligvis ikke går an at acceptere de homoseksuelles rettigheder, da de jo er nødt til at tage hensyn til de stærke religiøse kræfter i Ukraine, der helt i tråd med Rusland, mener, at homoseksualitet er en synd.

For Præsident Janukovitjs parti er sagen en kærkommen lejlighed til at slå på værdipolitikken. For Ukraines økonomi er mildest talt ikke i smult vande. Økonomerne har for længst taget R-ordet i deres mund - recession. Og se, der er det jo godt at kunne henvise til nogle overordnede værdipolitiske værdier. Oppositionen har indtil videre ikke helt fundet sine ben i sagen, hvilket jo også er lidt svært, når størstedelen af den befinder sig bag lås og lås. Men det nye håb, bokseren Klitschko har i hvert fald over for ukrainsk - men især tysk presse - taget afstand fra den nye homolov.

Så når stemmerne tælles op, er der god grund til at holde øje med, om det netop er "russerne" eller "europæerne", der vinder. Her og nu, ikke mindst pga. en ny valglov, der klart favoriserer regeringsindehaverne og dermed den russiske vej, tyder mest på, at Janukovitj vinder. Men så må Europa altså kridte skoene og umiddelbart efter valget gøre det meget klart, at Europa ikke vil implementere associeringsaftalen, hvis Ukraine så meget som overvejer at implementere for homoloven. For hånden på hjertet. Hvis Europa skulle kunne leve med, at kærlighed kriminaliseres, så hører alting op!

Ukraine - Europa eller Rusland?

Skriv kommentar

Du skal være logget ind for at deltage i debatten.

Tophistorier Gå til forsiden