Seneste nyt

Under abaya’en – En rejseberetning fra Riyadh

Lykke Friis MF (V), EU-ordfører Foto: Steen Brogaard/Folketinget

Paraderne var mildest talt oppe, da jeg i sidste uge fløj med Udenrigspolitisk Nævn til Riyadh. For hvem har ikke hørt om det groteske kvindeløse IKEA-katalog, kvinders forbud mod at køre bil, for slet ikke at tale om det religiøse politi, der i 2002 var skyld i, at 15 skolepiger brændte inde på en skole, da de ikke måtte forlade bygningen uden deres abaya? Årsagen til, at man rejser af sted, er naturligvis ønsket om at blive udfordret og få nuanceret sit billede af landet. ”Nej, helt så slemt er det nu alligevel ikke; nu skal du høre”, forventer man at kunne sige til ægtemanden i lufthavnen, kollegerne i kantinen og ens læsere i det virtuelle rum. Men desværre skete, der det modsatte.

Det første, der slår en i Riyadh, er de næsten mennesketomme gader – helt ligesom når Forbrydelsen eller Matador løber af stablen i Danmark, blot 24 timer i døgnet. Kvinder skal man nærmest holde udkig efter at kunne spotte. Alle overholder reglerne om at iføre sig en abaya, hvor man dog, ikke mindst på kontorerne, kan få øje på dyre udgaver med Swarowski-sten eller blot Saudi-diamanter. Abaya-kravet gælder naturligvis også udenlandske kvinder. For som turistministeren har udtrykt det: ”Abaya’en er en del af uniformen. Det er en del af at nyde vor kultur. Jeg har set kvinder, som tager sari på, når de drager til Indien”. Jo tak, men det er som bekendt noget, man gør frivilligt uden at frygte for repressalier fra det religiøse politi.

Kvinder er der ingen af i bilernes førersæder, og vi er dårligt landet, før de internationale bureauer tilføjer nye begreber til vort ordforråd, ”Wife-tracking” og ”digital kone-snor”. Som bekendt får alle piger en overvågningsdom på livstid i dåbsgave, hvor fædre og ægtemand som ”værger” skal give tilladelse til stort set alt, lige fra job til udlandsrejser. Regeringen har længe arbejdet med at lette denne opgave for mændene, så nyheden var, at de nu havde indført en slags elektronisk fodlænke, hvor mænd automatisk modtager en sms, hvis deres kone eller datter krydser landegrænsen. Som tegn på, at de sociale medier også har godt fat i Saudi Arabien, lod reaktionen her ikke vente længe på sig: ”Hallo, Taliban. Her er nogle nye ideer om ’e-government” fra Saudi Arabien”.

Pudsigt nok behøver vi på vore officielle møder slet ikke tage ligestilling op. Alle samtalepartnere har nemlig travlt med selv at slå fast, at deres datter læser i USA, og at kvinder snart for første gang kan blive udpeget til Riyadhs Potemkinkulisse af et parlament, Shura rådet. Sågar de to kvindelige deltagere til OL i London kommer vi ind på. En regeringsrepræsentant sætter dog trumf på ved – igen uopfordret – at slå fast, at Saudi overgår alle andre, inkl. Danmark, må man forstå, når det gælder lige muligheder (”level playing field”) mellem kønnene. Sågar remsen om, at kvoter er skadelige, fordi de ikke belønner kompetencer, har han lært udenad!

Det forhold, at samtaleparterne selv tager emnet op, kan kun tolkes som om, at de udmærket er klar over, at de under pres fra det internationale samfund. Reelt er ligestilling da også en lakmusprøve på kampen mellem dem, der ønsker et henholdsvis mere moderne og konservativt Saudi – en kamp, der dog pt er sat på ”standby” pga den uafklarede arvefølge, der efterhånden minder lidt om en karikatur af 1980’ernes Sovjetunionen. ”They keep on dying on me”, svarede en opgivende Ronald Reagan på spørgsmålet om, hvorfor kan ikke havde opnået flere resultater med Sovjetunionen! I ventetiden må magthaverne kæmpe med at finde job til de næsten 70 procent unge, der er under 34, og som på Facebook kan følge med i, at f.eks. De Forenede Arabiske Emirater kan tilbyde deres unge væsentlig bedre kår. Det hele lettes ikke af, at USA efterhånden har fundet så mange nye fossile brændsler, at amerikanerne står til at blive verdens største olieproducent omkring 2020.

Det gode spørgsmål, der presser sig på, er naturligvis, hvad vi kan gøre i Vesten for at hjælpe de mange kvinder, der lever i et ”køns-apartheid” lignende land. Heldigvis når Folketingsdelegationen også at møde én af de 47 kvinder, der i 1990 kørte bil i Riyadh og naturligvis blev arresteret. Siden har hun måttet opleve, hvordan ingen af de 47 kvinders mænd, er blevet forfremmet. ”For de havde jo ikke styr på deres kvinder”. Svaret på mit spørgsmål om, hvad vi kan gøre, falder prompte – ”skriv om kvinders vilkår i mit land. Det er så pinligt for dem, at sandheden kommer frem. Og hvis flere skriver om det, vil de på sigt blive tvunget til at ændre kurs”. Det er hermed gjort.

Og hvad med den særlige gave, som Shura Rådet havde lagt på hotellet til de kvindelige medlemmer af delegationen? Ja, selvom det strider mod diplomatiets Emma Gad blev den efterladt på hotellet på vores afsluttende rejsedestination, De Forenede Arabiske Emirater. For hvad var gaven? En abaya!