Seneste nyt

Ungdomsuddannelserne har brug for kras medicin

Marie Krarup (DF) Foto: Steen Brogaard/Folketinget

Det giver ikke mening at kræve mere undervisningsdifferentiering i den enkelte gymnasieklasse, når sandheden er, at eleverne ville have meget mere glæde af at blive sorteret efter evne og interesser.

I går kom regeringens overordnede udspil om forbedring af ungdomsuddannelserne. Udspillet mangler forståelse for, hvad det reelle problem i vores uddannelsessektor er i dag og anviser derfor heller ikke en ordentlig medicin.

Som det er nu, går 70 % af en årgang fra folkeskolen direkte i gymnasiet. Kun 20 % går direkte til erhvervsuddannelserne. Men frafaldet er enormt på erhvervsuddannelserne – 47 % - og moderat på gymnasiet – 13 %. Til gengæld er der mange gymnasiaster, der efter en studentereksamen tager en erhvervsuddannelse, ligesom der er mange studenter, der er nødt til at supplere deres eksamen for at kunne søge om optagelse på universitetet.

Disse fakta viser, at der er tale om et enormt spild af ressourcer i ungdomsuddannelserne. For hvorfor kan det give mening at begynde med at tage en studentereksamen for bagefter at gå på erhvervsuddannelse eller tage ekstra supplering for at kunne komme på universitetet? Og hvorfor er frafaldet på erhvervsuddannelserne så enormt?

Samtidig med disse problemer (som nævnes i udspillet), er der store problemer med kvaliteten i uddannelserne. Der er jo sket det uheldige, at selvom vi bruger store ressourcer på uddannelserne er kvaliteten faldende. De unge mennesker ved simpelthen mindre end de gjorde tidligere. Men det nævner udspillet ikke noget om.

Så hvad foreslår Undervisningsministeren så som medicin? Mere differentiering i undervisningen, mere undervisningstid, mere lektiehjælp.

Jeg er ked af at sige det: men det vil ikke virke. Det vil koste, men ikke virke. Der er simpelthen brug for krassere medicin.

Vi har brug for at gentænke ungdomsuddannelserne. Lige nu har vi et system, hvor hvert enkelt gymnasium er skabt til profitmaksimering via taxameterordningen. Det betyder, at deres interesse er at få flest muligt elever suget ind på skolen og fastholdt frem til huen sættes på. Det er derfor vi ser 70 % af en årgang på gymnasierne. Og det er blandt andet derfor, vi ser det store kvalitetsfald. Men hvorfor skal så mange unge mennesker ind på gymnasierne, der så til gengæld skal differentiere undervisningen så alle kan sidde i det samme klasselokale, selvom de har vidt forskellige evner og interesser?

Hvorfor tager vi ikke konsekvensen af disse forskelle og indretter forskellige uddannelser til forskellige grupper?

Vi bør fastholde gymnasiet til de unge mennesker, der ønsker at gå på universitetet senere i deres liv, og som har gode boglige resultater fra folkeskolen.

Vi skal fastholde erhvervsuddannelserne til de unge mennesker, der har truffet et erhvervsvalg tidligt i deres liv og er klar til at tage en praktisk uddannelse. Men som vi kan se af søgningen (kun 20 % af en årgang og frafaldet – 47 % af de optagne) er der ikke mange, der er klar til dette valg efter 10. klasse.

Hvorfor så ikke oprette en mellemfaldende uddannelse, der giver ekstra boglig ballast uden at være universitetsforberedende, og som samtidig kan udsætte erhvervsvalget for de unge mennesker? Hvorfor ikke indføre Realskolen version 0,2? Den kunne være en to-årig uddannelse bestående af gode, gedigne boglige fag på C og B-niveaue, lidt ala den måde, som nogle unge mennesker er begyndt at bruge HF (men uden alle de abstrakte og tværfaglige falbelader, der desværre er blevet indført på HF). Hvis man så undervejs fortryder, at man ikke tog gymnasiet, kan man tage et 3. år, hvor man lægger A-niveauer på og bliver i stand til at søge om optag på universitetet.

Med en realskole-eksamen skal man kunne få adgang til de fleste proffessions-bachelor-uddannelser, og man kan tage en erhvervsuddannelse bagefter.

Erhvervsuddannelserne skal til gengæld shines op og gøres mere appetitlige og tiltrækkende. De skal gøre hvad de kan for at skabe en tiltrækkende ungdomskultur med fester, musicals og rejser, der kan gøre det lige så hipt at gå der, som det er at være på et gymnasium.

Men det vigtigste af det hele er, at der skal stilles klare, faglige krav på alle uddannelserne. Krav der passer til de elevgrupper, der er kanaliseret ind på uddannelserne.

Det giver ikke mening at kræve mere undervisningsdifferentiering i den enkelte gymnasieklasse, når sandheden er, at eleverne ville have meget mere glæde af at blive sorteret efter evne og interesser. Og det giver slet ikke mening at forsøge at forbedre ungdomsuddannelserne uden at tage taxameter-systemet op til revision.