Unge konservative aflyser møde efter trusler

Konservativ Ungdom på Frederiksberg har valgt at aflyse et planlagt møde med lederen af Danskernes Parti på grund af frygt for ballade fra Antifascistisk Aktion.

Mads Mostrup Jensen, Berlingske Nyhedsbureau Mads Mostrup Jensen, Berlingske Nyhedsbureau

Formanden for det stærkt højreorienterede Danskernes Parti, Daniel Carlsen, skulle onsdag aften have talt ved et debatmøde hos Konservativ Ungdom på Frederiksberg. Men frygt for angreb fra den venstreekstreme gruppering Antifascitisk Aktion har fået de unge konservative til at aflyse mødet.

- Vi har talt med politiet hele vejen igennem, og de advarer nu om, at der er et endnu større trusselsbillede fra Antifascistisk Aktion end ved tidligere arrangementer, og derfor har vi besluttet ikke at gennemføre debatten, fortæller formanden for KU på Frederiksberg, Emil Christian Østergaard, i en pressemeddelelse.

Debatmøder med Daniel Carlsen har tidligere ført til ballade. Tilbage i marts måtte politiet trække stavene og bruge peberspray, da demonstranter forsøgte at storme Venstre Ungdoms lokaler i København under et møde med partilederen, der har en fortid i nazipartiet DNSB.

Forud for det planlagte debatmøde onsdag var KUs lokaler på Frederiksberg blevet udsat for hærværk. I den forbindelse udtalte ungdomsorganisationens landsformand, Kristoffer Beck, at man ikke ville bøje sig for trusler.

- Ytringsfriheden må vi aldrig pille ved, uanset hvor uenige vi er i de ekstreme synspunkter i Danskernes Parti, udtalte han tidligere onsdag.

At KU alligevel valgte at aflyse arrangementet ærgrer hovedpersonen, Daniel Carlsen. I en udtalelse på sit partis hjemmeside siger han:

- Det er ynkeligt, når selvproklamerede konservative, der skulle forestille at forsvare demokratiet, stikker halen mellem benene, blot fordi de bliver udfordret lidt af en flok anti-demokrater.

En talsperson for Antifascistisk Aktion oplyser til den venstreorienterede nyhedsportal Modkraft, at den planlagte protestdemonstration vil blive gennemført som planlagt.

Unge konservative aflyser møde efter trusler