Uovervejede politiske forslag fører til mere bøvl

Benedikte Kiær, MF (K)
Benedikte Kiær (K) Foto: Steen Brogaard/Folketinget

Hver dag præsenteres vi for politiske løsninger på pludseligt opståede sager eller problemer, vi ikke var klar over eksisterende. Det er jo sådan set også helt i orden, hvis det bare ikke var sådan, at fundamentet for mange af de politiske forslag er meget skrøbeligt. Men mediebilleder kører i et meget højt gear og politikerne vil så gerne virke handlekraftige og derfor bliver konsekvenserne ikke altid tænkt helt igennem – uanset om man udtaler sig om et alvorligt emne som hittebørn og indførsel af babyluger, eller kommer med et noget løst hjemmestrikket forslag om indførsel af tøjpant.

Forslag, som kommer af den gode vilje og lysten til at være handlekraftig, men som også viser, at politikerne tror, at de har løsningen på alle udfordringer og hvor konsekvensen af den gode vilje er et endnu mere detaljereguleret samfund.

Lad mig lægge ud med tøjpant. Et radikalt forslag, som kom i forrige uge efter en længere tids radikalt fravær af forslag på miljøområdet. De radikale har fundet frem til, at danskerne er store tøjforbrugere. Vi køber et kilo tøj mere end svenskerne og finnerne, og alt for meget af tøjet havner på loftet eller i skraldespanden frem for tøjcontaineren. Det betyder, at ressourcer dermed går tabt. Den radikale løsning er pant på tøj. Helt præcist hvordan et sådant pantsystem skal indrettes, har de radikale ikke noget forslag til – kun noget med, at man betaler mere for sit tøj og den merpris får man tilbage, hvis man indleverer sit tøj til butikken igen, når man ikke vil eller kan bruge det længere.

Ganske velmenende. Og jeg kan da umiddelbart godt forestille mig, at det kan betale sig for de store tøjkæder med egne butikker, at de på egen hånd indfører et pantsystem på deres mærker. Men for de mindre erhvervsdrivende – tøjforretning i gågaden, der har lige har ens tøjstil – kan det blive en møllesten om halsen.

For tøjbutikker med flere forskellige tøjmærker rejser der sig flere problemer. Skal det brugte tøj sendes tilbage til hver tøjproducent? Hvor skal det indleverede tøj lagres? Og skal den enkelte butik tage tøj ind, der er købt i andre forretninger? Og det er ikke lige den slags problemer og bøvl tøjbutikkerne har brug for – særligt i en tid, hvor økonomien gnaver.

Jeg kan fuldstændig tilslutte mig ideen om, at vi sagtens kan genbruge mere og der er andre, der have glæde af det tøj, jeg ikke selv længere bruger. Men kan det ikke løses på anden vis end et nyt bureaukratisk pantsystem, der går ud over de små erhvervsdrivende? Selvfølgelig kan det løses på anden vis. Trenden er genbrug – og jeg håber da, at de mange genbrugsforretninger, der er rundt om i landet, kan se en god fidus i at gøre det nemmere for os forbrugere at komme af med vores gamle tøj.

Og så til forslaget om babyluger, der kom i kølvandet på en hjerteskærende historie om en uge gammel lille pige, som var efterladt i kulden i en lilla taske et sted i København. Heldigvis var der en vaks mand, der opdagede pigen før det var for sent. Der gik ikke lang tid efter historien ramte medierne før politikerne med SF’s Ôzlem i spidsen havde forslag til løsning.

Der skal indføres babyluger som forsøg i de tre største byer. Luger, hvor man kan efterlade uønskede børn, i stedet for at smide dem fra sig i vinterkulden. Og for at sætte ekstra tryk på behovet utalte Özlem Cekic:” Vi opdager nogle af dem. Men hvor mange børn, der bliver begravet, eller hvor mange børn man kommer af med på en anden måde, det kender vi ikke omfanget af.”

Der er en god grund til, at Özlem puster problemet op. For de seneste ti år er der fundet godt 10 hittebabyer. Problemet for Özlem er, at de er fundet godt spredt i hele landet – Ringkøbing, Viborg, Maribo og Liseleje for at nævne nogle eksempler uden for de tre største byer.

Jeg tror næppe, at man kan få en mor, der er ved at foretage en desperat handling, til at rejse langt for at aflevere sit barn i babyluge, når vi oplever mødre eller andre ikke engang kan finde på at gå hen til den nærmeste station eller McDonald’s og lægge barnet fra sig i varmen på toilettet. Og hvad så, når man finder et nyt hittebarn trods babyluger? Sker det fordi, der er for få luger? Eller skal der gennemføres informationskampagne på flere sprog for at gør opmærksom på disse luger?

Politiets teori er, at det seneste hittebarn kan være født af en prostitueret fra Rumænien. Alle disse spørgsmål kan kun besvares med ekstra ressourcer uden at vide, at det vil løse problemet med, at der findes et hittebarn om året.

Babyluger og tøjpant har således mere med hinanden at gøre end man lige skulle tro. De illustrerer politikernes – og for den sags skyld også mange gange omverdenens - tro på, at de kan løse alle udfordringer og problemer her i livet. Men det kan politikere ikke. Desværre er der en efterspørgsel efter nye forslag hele tiden. Hver gang et problem opstår, ringer journalisterne med spørgsmålet: Hvad vil du gøre? Eller politikerne løber ud med et hurtigt udviklet forslag uden at afsøge den fornødne viden først. Konsekvensen er, at der kommer masser af ny lovgivning, der skaber nye problemer og mere bureaukrati. Hvor ville det være skønt, hvis der kom en større efterspørgsel efter, hvordan vi kan gøre det lettere at være dansker. Og tror mig. Er der en efterspørgsel, så kommer politikerne.