V: Elbæk burde blive som minister

Uffe Elbæk burde ikke have trukket sig på nuværende tidspunkt, mener Venstre. Partiet afviser samtidig at bære et medansvar for det pres, der har ført til ministerens afgang.

Søren Ploug Lilmoes, Berlingske Nyhedsbureau Søren Ploug Lilmoes, Berlingske Nyhedsbureau

Uffe Elbæk (R) burde ikke forlade ministertaburetten på nuværende tidspunkt, mener Venstres kulturordfører, Michael Aastrup Jensen. Oppositionspartiet har ellers de seneste dage rettet en sønderlemmende kritik af ham i forbindelse med AFUK-sagen.

- Jeg synes, det er alt for tidligt, at han har draget den konklusion, siger kulturordføreren, der mener, at alle sagens lag skulle være undersøgt, og så kunne man derefter drage de nødvendige konklusioner.

- Vi var klar til at afvente den undersøgelse, og derfor synes vi, at det er for tidligt, beslutningen er truffet, siger han.

Spørgsmål: Bærer Venstre et medansvar for det pres, som Uffe Elbæk har været udsat for de seneste dage?

- Det mener jeg ikke. Når der kommer en så alvorlig sag er det som opposition vores fornemste opgave at undersøge, hvor der er mistanke om både nepotisme og kammerateri. Der skal vi selvfølgelig undersøge og følge op på, om der er noget i den sag, siger Michael Aastrup Jensen og uddyber:

- Derfor har vi hele tiden gået ministeren på klingen for at få svar, men vi har også hele tiden sagt, at vi ikke ville dømme ham, før alle sagens mange lag var undersøgt, siger han.

Michael Aastrup Jensen mener i bund og grund ikke, at rollen som kulturminister passede til Uffe Elbæk.

- Problemet er, at han på den ene side er en kanon flink fyr, som man kun kan have det rart med. På den anden side har det været svært at finde regeringens røde tråd i forhold til det kulturpolitiske. Uffe Elbæk havde rigtig mange store planer, før han blev kulturminister, men efter han blev minister, tror jeg, han sandede lidt til i ministeriet, siger han.