V kalder Elbæk i samråd om juletræ

Kulturminister Ulle Elbæk skal forklare sin holdning til det manglende juletræ i bebyggelsen Egedalsvænge. Venstre undrer sig over ministeren.

Mads Mostrup Jensen, Berlingske Nyhedsbureau Mads Mostrup Jensen, Berlingske Nyhedsbureau
Juletræet har været en årelang tradition i boligområdet Egedalsvænge i Kokkedal midt i bebyggelsen hele december måned. I år bliver det dog anderledes. Et lille muslimsk flertal i afdelingsbestyrelsen har i år afvist at bruge de 5.000-7.000 kr., et juletræ koster. Beslutningen blev truffet blot tre dage efter, at der var blevet brugt 60.000 kr. på en stor Eid-fest - med hoppeborge, elastikspring og en klatrevæg -og det har bragt sindene i kog i Kokkedal. Foto: Bax Lindhardt

Sagen om en beboerforenings beslutning om at droppe det traditionelle juletræ i år kommer nu op på ministerniveau.

Venstres kulturordfører, Michael Aastrup Jensen, kalder kulturminister Uffe Elbæk (R) i samråd for at få ham til at forklare sine udtalelser under Folketingets spørgetime onsdag.

Her afviste ministeren at blande sig i sagen fra bebyggelsen Egedalsvænge i Kokkedal, hvor et flertal i bestyrelsen har stemt nej til at sætte et juletræ op. Elbæk sagde blandt andet, at traditioner »hele tiden er til debat og til forhandling«.

Læs mere: Kulturminister blåstempler nej til juletræ

- Det er beskæmmende, at kulturministeren er ligeglad med, at en beboerforening sparer juletræet væk og i stedet bruger et enormt beløb på at fejre eid (muslimsk højtid, red.), siger Michael Aastrup Jensen.

- Vi beder ikke om, at ministeren lovgiver, blot at han har en holdning, udover at »traditioner fornyer sig«. Vi har en dansk kulturarv, hvor vi blandt andet fejrer jul - det forventer jeg altså, at en dansk kulturminister kæmper for og værner om - uanset partifarve, lyder det fra V-ordføreren.

Læs mere: Juletræstradition afblæst af muslimske beboere

Det var Dansk Folkeparti, der stod bag dagens spørgsmål til Uffe Elbæk. Partiet har også rejst sagen over for ministeren for by, bolig og landdistrikter, Carsten Hansen (S), ligesom man har tilbudt at finansiere juletræet i Egedalsvænge.

- Og hvis ikke, det virker, så kommer vi til at rejse sagen hver uge frem til jul i Folketingssalen. Vi vil af principielle grunde forfølge denne sag hele vejen, fordi dansk kultur er alt for vigtig til at gå i glemmebogen, siger integrationsordfører Martin Henriksen i en pressemeddelelse.

Læs mere: Venstre vil købe juletræ til boligområde

Skriv kommentar

Du skal være logget ind for at deltage i debatten.

Tophistorier Gå til forsiden