V og DF vil ændre 9. klasses afgangsprøve

Venstre og Dansk Folkeparti vil ikke længere lade elever, der dumper afgangsprøven i 9. klasse, fortsætte på en ungdomsuddannelse.

9. klassernes afgangsprøve i skriftlig dansk. Arkivfoto. Foto: Søren Bidstrup

Hvis det står til Venstre, skal landets 9. klasse-elever i fremtiden bestå alle fag, der afholdes afgangsprøver i. Sker det ikke skal de gøre grundskolen færdig i 10. klasse, inden de kan blive optaget på en ungdomsuddannelse, skriver Politiken.

- Som situationen er i dag, er der for mange, der klarer de afsluttende prøver rigtig skidt og har store faglige problemer. Men det har ingen konsekvenser. Det skal ændres, siger Venstres undervisningsordfører Karen Ellemann til avisen.

Dansk Folkeparti er enig i kravene, som de tager med til forhandlingerne om den kommende skolereform, som børne- og undervisningsminister Christine Antorini har indkaldt parterne til torsdag.

- Vi mener bestemt, at afgangsprøven skal betyde noget. Som minimum bør man forlange, at eleverne består afgangsprøven, hvis de vil i gymnasiet. Det er helt rimeligt, at eleverne skal bestå alle de fag, der er prøver i, siger DFs undervisningsordfører, Alex Ahrendtsen til avisen.

Læs mere: Rektorer vil kunne afvise elever med dårlig prøve

Facebook: Skal gymnasiet være lukket land for 9. klasse-elever, der ikke består alle fag? Del din mening.

Også eleverne støtter forslaget.

- Hensigten i forslaget er god, fordi afgangsprøven i dag er formålsløs. Allerede når eleverne går til mundtlige prøver i juni, ved de, om de er kommet ind på en ungdomsuddannelse, siger Vera Rosenbeck, der er formand for Danske Skoleelever til Politiken.

BNB