V og K: Stop stilladsbøllerne

Oppositionen kræver, at regeringen griber ind over for mafiametoder i stilladsarbejderes faglige kampe.

Arkivfoto Foto: Torkil Adsersen

Stilladsarbejdere begår hærværk mod andre virksomheder i byggebranchen, og den slags mafiametoder skal stoppes, kræver flere oppositionspartier ifølge Jyllands-Posten.

- Det er de rene mafiametoder, som man benytter sig af her. Det hører ikke hjemme i et retssamfund som det danske. Jeg vil konfrontere justitsministeren med, at der er tale om en ret udbredt form for kriminalitet, og at politiet tilsyneladende gør for lidt ved problemet, siger retspolitisk ordfører Tom Behnke (K) fra De Konservative til avisen.

Venstres arbejdsmarkedsordfører, Ulla Tørnæs (V), er enig og vil stille spørgsmål om sagen til justitsministeren.

- Det er simpelthen uacceptabelt. Man må ikke begå ulovligheder som del af en faglig kamp. Vi kan ikke leve med, at der er nogen, som lukker øjnene over for dette, siger Ulla Tørnæs til Jyllands-Posten.

- Ifølge avisen har kun to ud af 60 sager om fagligt iværksatte stilladsnedrivninger ført til domfældelse i løbet af de seneste 17 år.

Justitsminister Morten Bødskov (S) vil ikke kommentere sagen, men skriver i en mail til Jyllands-Posten, at det er politiet, der skal tage sig af sager om hærværk.

BNB