Valgknap på Facebook skal få flere til at stemme | Berlingske Politiko
Luk

Seneste nyt

Valgknap på Facebook skal få flere til at stemme

Med en ny funktion, der gør det muligt at vise, at man har stemt ved folketingsvalget, vil Facebook forsøge at højne valgdeltagelsen og fejre demokratiet. Valgforsker tror på positiv effekt.

Jakob Chor, Berlingske Nyhedsbureau
Med en ny funktion, der gør det muligt at vise, at man har stemt ved folketingsvalget, vil Facebook forsøge at højne valgdeltagelsen og fejre demokratiet. Valgforsker tror på positiv effekt. Foto: Casper Christoffersen

Det sociale medie Facebook vil gøre det muligt for sine danske brugere over 18 år at markere, at de har stemt ved det kommende folketingsvalg.

Med en »Jeg har stemt«-knap kan brugere i sin nyhedsoversigt på mediet vise vennerne, at de har gjort den demokratiske borgergerning og afgivet en stemme ved folketingsvalget. Tanken er at fejre demokratiet og hæve deltagelsen, fortæller direktør for Facebooks Public Policy i Norden, Thomas Myrup Kristensen, til Berlingske Nyhedsbureau.

Læs mere: Dansk mediepolitik er også Google

»Det er vigtigt, at vi husker at fejre demokratiet, som jo langt fra er noget, som alle mennesker har mulighed for. Det er vores håb, at så mange danskere som muligt vil deltage og gøre brug af deres demokratiske ret. Det er blandt det, der er pointen med »Jeg har stemt«-knappen,« siger han og forklarer, at knappen vil blive tilgængelig for brugerne på selve valgdagen.

Læs mere: Facebook, forsamlingshuse og den demokratiske samtale

Udover at give mulighed for at vise, at man har stemt henvises der til en offentlig side, der giver yderligere oplysninger om valghandlingen. Det er især de yngre vælgere, der bliver skelet til fra Facebook.

Læs mere: »På Twitter og Facebook peb, skreg, græd og gylpede mere eller mindre professionelle kaglere af vrede over mit indlæg«

»Håbet er, at knappen kan have en effekt på specielt førstegangsvælgere og måske hjælpe til at sikre, at de kommer ned for at stemme,« siger Thomas Myrup Kristensen og påpeger, at hele ideen i et demokratisk valg er, at så mange som muligt deltager.

Selv om initiativet fra Facebook ikke vil lægge meget til den i forvejen høje deltagelse ved folketingsvalg, kan det have en positiv effekt, vurderer valgforsker fra Københavns Universitet, Kasper Møller Hansen.

»Unge er meget på Facebook, og det kan godt have en positiv påvirkning på deltagelsen, fordi man ser, at andre stemmer,« siger han og peger på, at det er en social handling at stemme i Danmark.

Læs mere: Ungdomspartier lover pæn debat

To ud af tre danskere, som har mulighed for det, stemmer sammen med andre, fortæller Kasper Møller Hansen.

Valgknappen, der får debut på Facebook ved folketingsvalget senest i september, er allerede blevet taget i brug i blandt andet ved valg til EU-Parlamentet og i USA, Israel, og Storbritannien. I USA viste en undersøgelse foretaget af forskere fra University of California, at knappen ved valget i 2012 faktisk fik flere ud at stemme. Men effekten er dog mindre i Danmark, fordi valgdeltagelsen allerede er høj.

Læs mere: Nike er for sexet til Islamisk Stat

Ved det seneste folketingsvalg i 2011 stemte knap 88 procent af de stemmeberettigede, så derfor er der færre vælgere at få ud af sofaen og ned til stemmestederne, påpeger Kasper Møller Hansen.

I USA, hvor knappen fik flere til at stemme, førte det til spekulationer i, om knappen påvirker valgresultater, fordi Facebook får nogen, der måske normalt ikke stemmer til urnerne. Men Facebook afviser, at det vil få betydning for udfaldet af et dansk valg.

»Vi lancerer »Jeg har stemt«-knappen for alle danske Facebook-brugere uden skelen til grupperinger af nogen art. Det amerikanske valgsystem er helt forskelligt fra vores, så de samme dynamikker gælder ikke herhjemme,« siger Thomas Myrup Kristensen.

Facebook har i alt 3,4 millioner brugere i Danmark.

Læs mere: Social media-guru: TV-reklamer er spild af penge

Tophistorier Gå til forsiden