Vallensbæk-borgmester beskyldt for magtmisbrug

Borgmesteren i Vallensbæk bliver blandt andet anklaget for at have forsøgt at få kommunen til at betale for malerier malet af sin egen kone. Ekspert sammenligner med Brixtofte-sagen. Borgmesteren afviser.

Steffen Stubager, Berlingske Nyhedsbureau
Henrik Rasmussen. Foto: Hanne Paludan Kristensen

Borgmesteren i Vallensbæk Kommune, Henrik Rasmussen (K), bliver beskyldt for magtmisbrug og nepotisme af sin egen kommunaldirektør.

Det fremgår af et fra brev fra DJØF til Statsforvaltningen i hovedstaden, som Altinget.dk har fået aktindsigt i.

Kommunaldirektør Bjarke Steen Johansen anklager blandt andet borgmesteren for at have forsøgt at få placeret en daginstitution et ulovligt sted, ligesom han skulle have forsøgt at bruge lokale håndværkere, selvom de ikke var billigst, og at have forsøgt at få kommunen til at betale for malerier malet af sin egen kone.

Henrik Rasmussen skulle have givet ordrer til embedsmænd om at gennemføre tiltag uden at orientere kommunalbestyrelsen først, lyder anklagen.

DJØF kalder ifølge Altinget.dk forholdene »helt usædvanlige« og »stærkt problematiske«. Kommunalforsker ved Syddansk Universitet, Poul Erik Mouritzen, minder om tidligere justitsminister Erik Ninn-Hansen (K) og tamilsagen som historiske eksempler på politikere, der har givet ulovlige ordrer til embedsmænd, og nævner også Brixtofte-sagen sidst i 1990erne.

- Det er uden forbehold en borgmester, der slet ikke accepterer rollefordelingen mellem politikere og embedsmænd som en nødvendig forudsætning for, at en kommune kan fungere, siger Mouritzen til Altinget.dk.

Kommunalforskeren kan ikke vurdere, om borgmesteren kan blive fældet. Men kommunalbestyrelsen kan afsætte ham midlertidigt, hvis Indenrigsministeriet er med på den. Derefter forpligter kommunalbestyrelsen sig til at føre en sag mod ham, og til sidst er det op til domstolene at afgøre, »om han bliver fjernet fra borgmesterposten«.

Borgmester Henrik Rasmussen afviser alle kommunaldirektør Bjarke Steen Johansens anklager om nepotisme og magtmisbrug.

- Det er helt absurd. Jeg er rystet over, at man kan skrive sådan en gang løgne fra ende til anden, siger han blandt andet til Altinget.dk og tilføjer, at Økonomiudvalget har sat en uvildig undersøgelse i gang.

- Jeg glæder mig bare til, at undersøgelserne er færdige i næste uge, siger han.