Var togfonden sidste stop for DFs symbolpolitik?

Mette Reissmann (S) Mette Reissmann (S)
Mette Reissmann (S) Foto: Steen Brogaard/Folketinget

Jeg er vild med at køre i tog. Jeg har for længst sagt farvel til min bil og overgivet mig til busser og tog. Derfor ved jeg også, hvor afgørende det er, at den offentlige transport er den hurtigste og nemmeste løsning. Da jeg sent mandag aften erfarede, at forhandlingerne om togfonden var brudt sammen igen, fordi Dansk Folkeparti i ellevte time havde besluttet sig for at stille nye, ultimative krav, blev jeg derfor en smule ærgerlig.

At Dansk Folkeparti risikerede at sætte den største udbygning af infrastrukturen siden Storebæltsbroen over styr på grund af en letbane mellem Vejle og Billund, er for mig fuldstændig uforståeligt. Forhandlingerne om togfonden har varet i flere måneder, og den vil nedbringe transporttiden markant for hele Danmarks togpassagerer. Det er en aftale til over 28 milliarder, som vil komme hele Danmark til gode. Derfor undrer det mig, at Dansk Folkeparti så tæt på målstregen stiller nye krav. Krav som ikke hører nogen steder hjemme. Det skal nemlig bemærkes, at borgmestrene i henholdsvis Vejle og Billund slet ikke ønskede en letbane. Selv de lokale DF-politikere stod uforstående over for DF-toppens nye krav.

Derfor har jeg svært ved at se de ultimative krav som andet end symbolpolitik, der har til formål at skabe panik i forhandlingslokalerne, så Dansk Folkeparti kan stjæle rampelyset, når aftalen omsider indgås.

Det er som bekendt ikke første gang i historien, at en politisk forhandling bliver afbrudt kort før dens afslutning, fordi Dansk Folkeparti sent i forløbet præsenterer nye krav til indholdet. Faktisk ser det ud til at være en bevidst forhandlingsstrategi at afbryde forhandlinger i sidste øjeblik for at få et symbolpolitisk aftryk på aftalen.

Under VK-regeringen var det mere reglen end undtagelsen, at Dansk Folkeparti i timerne op til større forhandlingers afslutning truede med at trække støtten, hvis ikke de fik små, symbolpolitiske ændringer med i den endelige aftale. Jeg husker tydeligt, hvordan aftalen om efterlønsreformen først blev indgået, efter DF - i sidste øjeblik - fik deres grænsebomme.

Det gik måske under Fogh og Løkke. Her var pengene flere og afhængigheden til Dansk Folkeparti stor, men den går heldigvis ikke længere. Holdbare løsninger må og skal veje tungere end nidkær symbolpolitik.

Efter et lille døgn med politisk stormvejr trak Dansk Folkeparti, til min store fornøjelse, sit ultimative krav tilbage – og vi fik en aftale. Men kan aftalen ses som et opgør med den symbolpolitik, som Dansk Folkeparti har haft held med at føre under VK? Man har jo lov at håbe.