Vendepunkt for Socialdemokraterne - hug til Enhedslisten

Game changer? Sommerens revolutionære tanker hos Enhedslisten sender stemmer tilbage til Socialdemokraterne. Måske et afgørende vendepunkt i dansk politik, siger valgeksperter.

Helle Thorning-Schmidt kan øjne fremgang for Socialdemokraterne. Foto: Henning Bagger

Tale er sølv, tavshed er guld.

Efter en sommerferie, hvor det har været småt med politiske budskaber fra Socialdemokraterne, alt imens Enhedslisten højlydt har diskuteret revolution, går det store regeringsparti markant frem, mens vælgerne siver fra venstrefløjspartiet.

I en ny meningsmåling fra Gallup står Socialdemokraterne til 20,7 procent af stemmerne, hvilket er en fremgang på tre procentpoint siden seneste måling i begyndelsen af juli. Det er første gang i et halvt år, at Socialdemokraterne oplever signifikant fremgang. Partiet er i mange måneder blevet kritiseret for løftebrud og for at føre borgerlig økonomisk politik. Til gengæld går Enhedslisten tilbage efter stormfulde højder på 12,2 procent og står nu til 10,0 procent af stemmerne.

Læs mere: Thomas Larsen: Thorning vil overleve efteråret

Socialdemokraternes politiske ordfører, Magnus Heunicke, vil bruge den nye måling som et springbræt til at diskutere socialdemokratiske værdier.

- Nu er regeringen parat til at gå ind i en ny fase efter de mange reformer, som skulle overstås for at sikre et økonomisk godt grundlag for fremtiden. Reformerne har givet knubs. Nu skal vi have fokus på socialdemokratiske værdier, og det er godt at gå ind i en sådan fase med fremgang i målingerne, siger Magnus Heunicke.

Se også: Berlingske Barometer - vægtet gennemsnit af flere aktuelle meningsmålinger

Politisk ordfører Johanne Schmidt-Nielsen (EL) mener, at målingen udtrykker, at Enhedslisten har været »igennem mediemøllen.«

- Men vi har selv bidraget til det med ikke lige gennemtænkte udmeldinger. Ingen nævnt, ingen glemt. Det efterlader et parti lidt pjusket, siger hun.

Men er det ikke meget godt, at vælgerne nu ved, hvad jeres indflydelsesrige bagland faktisk mener om en revolution?

- Ikke alle synspunkter har været et udtryk for Enhedslistens holdninger. Nogle er gået for vidt. Jeg har sagt, hvad jeg mener om den sag, og så har jeg i øvrigt ikke flere kommentarer til den debat.

Hun henviser til, at partiet trods alt stadig står til 10,0 procent af stemmerne mod det historisk gode valgresultat i september 2011 på 6,7 procent.

Fremgangen for Socialdemokraterne kan være et afgørende vendepunkt og kan ligefrem få indflydelse på efterårets finanslovsforhandlinger, vurderer valgforskere.

- Dette kan være et vendepunkt, der kommer til at betyde enormt meget, siger professor Søren Risbjerg Thomsen, Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet.

- Efter at have gået tilbage i lang tid kan Socialdemokraterne få ny optimisme, og det kan skabe yderligere fremgang. Fremgang i målinger har også betydning for, hvordan medierne dækker partiet generelt, siger han.

Risbjerg Thomsen vurderer, at fremgangen kan betyde, at regeringen nemmere kan få Enhedslisten til at lægge stemmer til finanslov 2013, som skal forhandles i efteråret:

- Enhedslisten bliver nok lidt mere forsigtig nu.

Omtrent samme vurdering kommer fra professor Kasper Møller Hansen, Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet:

- Den symbolske betydning af denne måling kan blive meget vigtig for Socialdemokraterne, som nu kan få sat en positiv dagsorden. Det er den meningsmåling, som i lang tid har vist mest røre i andedammen, siger professoren.

Thomas Larsen: Danskerne ønsker ikke revolution

Berlingskes politiske kommentator, Thomas Larsen, kommenterer den seneste Gallup-måling således:

- Danskerne higer ikke efter en socialistisk revolution, og selv venstrefløjens vælgere belønner ikke de gamle aktivister i Enhedslisten, som har revolutionære drømme, og som ikke helt vil afvise, at vold kan blive nødvendigt for at drive revolutionen frem.

Eller sagt med andre ord: Det har været katastrofalt for Enhedslisten, at en række af partiets fremtrædende medlemmer har luftet deres revolutionære sindelag i stedet for at holde lav profil og lade stortalentet Johanne Schmidt-Nielsen om at føre ordet på partiets vegne, siger Thomas Larsen.

Læs hele Thomas Larsens analyse i Berlingske lørdag.