Venstre glæder sig over afgiftsudmelding fra overvismand

Overvismand blåstempler Venstres tilgang til finanslovforhandlingerne, lyder det fra Venstre selv.

Pia Glud Munksgaard, Berlingske Nyhedsbureau Pia Glud Munksgaard, Berlingske Nyhedsbureau

I Venstre er man godt tilfreds med overvismand Hans Jørgen Whitta-Jacobsen, der i Jyllands-Posten blandt andet peger på behovet for afgiftslettelser til erhvervslivet, hvis man vil have gang i samfundshjulene igen.

- Det er vi i Venstre enige i. Det var også vores tilgang til finanslovsforhandlingerne for i år, hvor vi jo opfordrede regeringen til at lave en erhvervsskattepakke med fokus på beskæftigelse, så vi kunne få skabt nogle flere arbejdspladser, siger finansordfører Peter Christensen (V) til Berlingske Nyhedsbureau.

Til Jyllands-Posten siger overvismanden blandt andet, at det ikke nytter noget at opfordre danskerne til at forbruge mere.

- Jeg tror mest på en traditionel finanspolitik, der holder hånden under beskæftigelsen ved at stimulere efterspørgslen, så meget det er muligt, uden at svække tilliden til Danmarks offentlige finanser. Dertil kan man eventuelt forestille sig et bidrag fra en politik, der øger konkurrencevenen ved at mindske nogle afgifter og omkostninger for erhvervslivet, siger han.

Og netop det bør regeringen lytte til i forbindelse med den annoncerede pakke til erhvervslivet, der skal forbedre konkurrenceevnen og skabe job i det private, lyder det fra Venstre.

- At man får stimuleret det private forbrug er godt nok, men du risikerer - hvis de danske virksomheder ikke får forbedret deres rammevilkår - at det så er udenlandske varer, de køber for merforbruget, og det kommer der jo ikke flere danskere i arbejde af, siger Peter Christensen, der understreger, at Venstres tilgang til forhandlingerne om den kommende pakke vil være den samme som i forbindelse med finanslovforhandlingerne - et krav om reelle skatte- og afgiftslettelser til erhvervslivet.

- Der er lagt for mange udgifter på virksomhederne, og derfor er det, vismanden siger, en blåstempling af den tilgang, vi også havde til finanslovsforhandlingerne, men hvor regeringen i stedet valgte rød blok, siger Peter Christensen.

Venstre glæder sig over afgiftsudmelding fra overvismand