Venstre lurepasser om akutjob

V kan ikke give grønt lys til regeringens akutjob endnu. LAs beskæftigelsesordfører, Joachim B. Olsen, kalder ordningen »åbenlys dum«.

Pia Glud Munksgaard, Berlingske Nyhedsbureau

Hvilken effekt vil de 12.500 akutjob, der skal øremærkes langtidsledige, som er ved at falde ud af dagpengesystemet, have?

Det spørgsmål vil Venstre have svar på, før man er klar til at stemme ordningen igennem i Folketinget. Partiet vil sikre sig, at det er det rigtige værktøj til at hjælpe de dagpengemodtagerne, der ekstraordinært står til at falde ud af dagpengesystemet på grund af dagpengestramningerne.

- Når vi har fået svar på de spørgsmål, vi stiller, så tager vi stilling. Det er sådan, det foregår i det her folketing. Der er en førstebehandling i dag, og så er der en anden og tredjebehandling på tirsdag, og vi har så annonceret, at vi gerne vil drøfte en række spørgsmål med ministeren i et samråd for at få afklaret, hvad effekten er, hvor hjælper det, og hvem er det, det ikke hjælper, siger Hans Andersen (V) under førstebehandlingen af akutjobbene i Folketinget fredag.

Liberal Alliance, der på forhånd har kaldt akutjobbene diskriminerende og »hul i hovedet«, fordi der ikke er tale om nye job, gik under behandlingen hårdt til Venstre.

- Hvordan har Venstre det med, at man indfører en ordning, hvor man med skatteborgernes penge betaler arbejdsgivere for at ansætte bestemte personer?, lød det fra Liberal Alliances beskæftigelsesordfører, Joachim B. Olsen, der mener, at ordningen er »indlysende dum«.

Venstre erkender, at aftalen om akutjob indeholder et dilemma.

- Vi synes, der kan være problemer med, at man giver en bestemt gruppe af mennesker fortrinsret til en stilling, og at arbejdsgiverne så får en præmie. Så er der nogle andre, der ikke bliver ansat i de pågældende job. Det er kontanthjælpsmodtageren, det er den nyuddannede, det er personen, der har været på dagpenge i 18 måneder og ikke i 22. Det er situationen med det forslag, der ligger nu, og det er da et dilemma og en problemstilling, som vi vil drøfte, siger Hans Andersen, der dog ikke vil kalde ordningen hverken tåbelig eller dum.

Det svar var dog ikke nok til Joachim B. Olsen, der mener, at man som liberal ikke kan stemme for et sådan forslag.

Ordningen udløber til juli 2013, men Enhedslisten så den gerne forlænget, gav partiet udtryk for under debatten.

- Det er en enestående aftale, det er jeg enig i. Den er så enestående, at den kun gælder frem til 1. juli, sagde Enhedslistens beskæftigelsesordfører, Christian Juhl, der mener, at ordningen bør forlænges.

Aftalen om akutjobbene er indgået mellem regeringen, Dansk Arbejdsgiverforening, Kommunernes Landsforening og Danske Regioner. Aftalen skal øremærke 12.500 job til de langtidsledige, der står til at falde ud af dagpengesystemet.

Alle Folketingets partier med undtagelse af Liberal Alliance har givet grønt lys til, at man kan lynbehandle akutjobbene i Folketinget. I modsætning til den første akutpakke kræver akutjobbene et flertal i Folketinget, fordi man skal give grønt lys til, at det offentlige kan favorisere en gruppe frem for andre.