Venstre: Vi har pligt til handling i Mali

Det er helt naturligt, at Danmark bidrager, når Frankrig beder om hjælp til den militære operation i Mali, lyder det fra Venstre.

Pia Glud Munksgaard, Berlingske Nyhedsbureau

Når Danmark har et transportfly, der hurtigt kan komme på vingerne, kan man ikke sige nej til at hjælpe de franske tropper, der i øjeblikket kæmper mod de islamistiske oprørsstyrker i det nordlige Mali.

Sådan lyder det fra Venstre efter et ekstraordinært møde i Udenrigspolitisk Nævn mandag eftermiddag, hvor regeringen bad om grønt lys til at sende et transportfly af sted til Mali.

- Vi har altid haft som udgangspunkt, at den, der har evnen, også har pligten, og vi har rent faktisk evnen ti at kunne transportere, siger Venstres Gitte Lillelund Bech (V).

- Vi har et Hercules-transportfly, som er klar til at kunne udsendes, og derfor er det helt naturligt, at vi stiller med det, når Frankrig - på baggrund af den indsats, de laver i Mali, som sker på baggrund af en FN-resolution fra december - beder om det, siger hun.

Allerede inden mødet i Udenrigspolitisk Nævn erklærede Venstre-formand Lars Løkke Rasmussen (V), der i øjeblikket befinder sig i Seoul, at Venstre bakker op om et dansk bidrag i konflikten.

- Venstre støtter et dansk transportbidrag til den militære aktion mod de islamiske oprørere i Mali, der i følge FN udgør en trussel mod verdenssamfundets sikkerhed, skrev han på sin Facebook-profil.

Den samme peger Gitte Lillelund Bech på.

- Af Sikkerhedsrådets resolution fremgår det, at situationen i Mali er en trussel mod både regionens og verdenssamfundets sikkerhed. Vi bidrager gerne med støtte til Malis regering og den franske militæraktion, siger hun.

Det danske bidrag rummer en risiko for de danske soldater, men den er nødvendig at tage, siger hun.

- Vi er fuldt bevidste om risikoen, men vi mener også, at bidraget er nødvendigt for, at man kan få stoppet den krig, der foregår i Mali i øjeblikket, siger hun.

Det ventes, at transportflyet bliver sendt på vingerne allerede tirsdag aften med omkring 40 mand ombord.

Sagen hastebehandles tirsdag i Folketinget.

Som det eneste parti bakker Enhedslisten ikke op om at sende det danske fly af sted.