Venstrefløjs-koryfæ dropper Bruxelles

Søren Søndergaard stiller ikke op for Folkebevægelsen mod EU, når der er valg til Europa-Parlamentet i 2014. Men han vil ikke afvise, at jan kan være på vej tilbage til Folketinget for Enhedslisten.

Heidi Røndbjerg-Christensen, Berlingske Nyhedsbureau Heidi Røndbjerg-Christensen, Berlingske Nyhedsbureau

Folkebevægelsen mod EU skal finde en ny spidskandidat til Europa-Parlamentet. Bevægelsens nuværende medlem af parlamentet i Bruxelles, Søren Søndergaard (N), har nemlig besluttet sig for ikke at genopstille til valget næste år.

Det oplyser Søren Søndergaard på sin Facebook-profil.

- Folkebevægelsens landsledelse har holdt møde i weekenden. Her bad jeg om, at Folkebevægelsen finder en anden spidskandidat end mig til valget til EU-parlamentet om halvandet år. Jeg har nu siddet over seks år i EU-parlamentet, ved valget har jeg siddet syv et halvt år år – og hvis jeg genopstillede og blev genvalgt, så snakker vi om 12 et halvt år. Det er efter min mening lige længe nok, skriver EU-modstanderen.

Sidste år kom det frem, at det EU-skeptiske Enhedslisten overvejer at stille op til valget til Europa-Parlamentet i 2014. Men de overvejelser har på ingen måde spillet ind på Søren Søndergaards beslutning, siger han og afviser, at han vil stille op til Europa-Parlamentet for det parti, han selv er medstifter af.

- Jeg har meddelt klart og tydeligt, at jeg under ingen omstændigheder stiller op for Enhedslisten til parlamentsvalget. Jeg har ikke nogen mening om Enhedslisten skal stille op eller ej. Det er noget partiets medlemmer afgør. Det er ikke noget, jeg vil gå ind i, siger han til netmediet altinget.dk og fortsætter:

- Nu har jeg arbejdet i mange år for Folkebevægelsen, og det har jeg tænkt mig at følge til dørs og vil derfor også bakke op om deres valgkamp.

Søren Søndergaard vil dog ikke afvise, at han kan finde på at vende tilbage til sit gamle hverv som folketingsmedlem for Enhedslisten, men han siger til altinget.dk:

- Det er jo noget, Enhedslisten afgør.

Enhedslisten har endnu ikke taget stilling til, om partiet vil være at finde på stemmesedlen ved valget til Europa-Parlamentet i 2014. Det skal partiets medlemmer tage stilling til ved en urafstemning i februar, og derefter vil partiet debattere det på sit årsmøde i april, hvorefter den endelige beslutning bliver truffet.

Berlingske Nyhedsbureau har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Søren Søndergaard.

Venstrefløjs-koryfæ dropper Bruxelles