Vestager erkender fejl om andelsbeskatning

Når man har lavet en fejl, skal man lave om på den, lyder det fra økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager, der fredag aften meddelte, at forslaget om ændret andelsbeskatning trækkes tilbage med omgående virkning.

Annette Sand, Berlingske Nyhedsbureau
Margrethe Vestager erkender fejl. Foto: Jens Nørgaard Larsen

Når man har lavet en fejl, skal man lave om på den. Sådan lyder det fra økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R), der fredag aften meldte ud, at regeringen trækker forslaget om ændret andelsbeskatning tilbage samme dag, som det blev fremsat. Forslaget har mødt voldsom kritik fra landbruget, og Margrethe Vestager har da også lyttet til de berørte virksomheder.

- Vi har lyttet til virksomhederne. Både store virksomheder som Arla og små virksomheder som Thiese, Naturmælk og andre, for hvem det ville blive meget vanskeligt (med en ændret andelsbeskatning, red.). Vi har lige afskaffet afgifterne på sukker og fedt, og så giver det ikke mening at komme med en øget beskatning på andelsselskaber, siger Margrethe Vestager.

Lovforslaget, der blev fremsat fredag formiddag, ville have betydet, at andelsselskaber fremover skulle underlægges almindelig selskabsbeskatning, således at selskaberne ville blive beskattet med 25 procent af den skattepligtige indkomst, hvor andelsselskaber i dag beskattes med en procentdel af formuen. Allerede fredag aften meddelte Margrethe Vestager, at forsalget blev trukket tilbage med omgående virkning, og dermed fik forslaget en meget kort levetid.

- Selvom en erkendelse kommer sent, skal man stadig handle på den, og hvis man har lavet en fejl, så skal man lave om på den, lyder svaret fra Margrethe Vestager på, hvorfor forslaget overhovedet er blevet fremsat fredag formiddag, når fedt- og sukkerafgifterne blev fjernet med finansloven for 2013.