Vestager: For tidligt at sige om Danmark skal med i bankunion

Økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager har fået sine primære krav indfriet i aftalen om det fælleseuropæiske banktilsyn. Men det er for tidligt at sige, om Danmark skal være med.

Økonomiminister Margrethe Vestager med den irske finansminister Michael Noonan. Foto: GEORGES GOBET

Økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) er fint tilfreds med aftalen om et fælleseuropæisk banktilsyn, som de europæiske finansministre forhandlede på plads over 13 timer natten til i dag.

Vestager har fået sine krav til aftalen opfyldt, både hvad angår det fælleseuropæiske banktilsyns omfang og Danmarks indflydelse i selve tilsynsrådet.

- Hvilke banker skal direkte under det fælles tilsyns overvågning, og hvilke banker skal man lade de nationale finanstilsyn varetage, selvfølgelig under det fælles tilsyns vinger, men hvor landene selv står for alt det praktiske om tilsynet. Det er faldet på plads. Hvis vi går med, hvilket vi ikke har besluttet endnu, vil det komme til at handle om en lille håndfuld danske banker, siger Margrethe Vestager.

- Så har der været en diskussion om stemmeregler både i tilsynsrådet, men også i den europæisk bankmyndighed, som jo står for de fælles regler for alle 27 lande, uanset om man er med i tilsynet eller ej. Det er faldet på plads på en måde, som er god for Danmark, siger Vestager.

Kompromisset indebærer, at der bliver lavet en procedure for at sikre ikke-eurolandenes indflydelse i det nye tilsynsråd, selvom tilsynsrådet juridisk hører til i eurolandenes centralbank, hvor bestyrelsen kan overtrumfe tilsynsrådets beslutninger. Hvis Den Europæiske Centralbank benytter sin ret til at overtrumfe, har de lande, der ikke er med i Euroen, ret til ikke at være bundet af beslutningen.

- Samlet set er det en helt anden aftale end det første forslag, der blev lagt frem, som ikke var særligt attraktivt, hvis man som Danmark ikke har euroen som valuta. Nu kan vi faktisk være med i tilsynsrådet på ligeværdige vilkår med vores egen stol og vores egen stemmeret. Hvis tilsynsrådet bliver overrulet af centralbanken, så kan vi sige os fri fra den beslutning, fordi vi ikke er et euro-land. Det er en meget god måde at gøre tingene på. Vi er ligeværdige, der hvor vi kan være med, og der er respekt for, at der, hvor vi ikke kan være med, der kan vi også sige os fri, hvis der er en konflikt, siger Vestager.

Dansk deltagelse
uvis
Trods de positive meldinger vil Margrethe Vestager vil endnu ikke tage stilling til dansk deltagelse i banktilsynet.

- Vi kan ikke tage stilling til tilsynet for sig. Næste skridt er en fælles ordning for redning af banker. Her handler det om, hvor pengene skal komme fra, hvis der opstår en ekstrem situation. Vi er glade for det system, vi har i Danmark, hvor det er bankerne selv, der betaler for nødlidende banker. Det system vil vi også gerne have, hvis vi skal have en fælles ordning i Europa. Det skal være bankerne, der betaler, ikke skatteyderne. Det forslag vil vi gerne sætte på bordet og jeg forventer, at det kommer i løbet af foråret. Vi vil se på det samlet, siger Vestager.

DF og Enhedslisten ønsker en folkeafstemning om den endelige bankunion, uanset om der bliver tale om suverænitetsafgivelse. Det vil Vestager endnu ikke tage stilling til.

- Det er lidt tidligt at kræve en folkeafstemning, når vi endnu ikke ved, om der er noget at stemme om. Noget andet er, at jeg faktisk ikke kan vurdere, om der er tale om et paragraf 20-spørgsmål, som kræver en folkeafstemning, hvis man kigger på tilsynet isoleret. Der skal jurister ind over. Umiddelbart tror jeg ikke, at vi kommer til at overlade suverænitet til EU, men det ser jurister på, og så må vi tage den derfra, siger Margrethe Vestager.