Vestager tror på flertal for ny borgmesterlov

Økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager vil tydeliggøre reglerne for afsættelse af uhæderlige borgmestre. Egentlig parlamentarisme i kommunerne er ikke på tegnebrættet.

Margrethe Vestager tror på, at der ændres på borgmesterloven. Foto: Jens Nørgaard Larsen

Loven, der udstikker rammerne for borgmestrenes magtudøvelse i kommunerne, er decideret uklar.

Sådan lyder det nu fra økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R), som ser gode muligheder for at samle et politisk flertal, der vil revidere den såkaldte kommunalstyrelseslov.

- Jeg synes, at loven er uklar. Der skal være klare retningslinjer for, hvad man gør, hvis en borgmester groft misligholder det, han skal. Men det må ikke være sådan, at man begynder at true med et mistillidsvotum, fordi man bliver politisk uenige. Også en borgmester, som fejler, har krav på retssikkerhed, siger Margrethe Vestager.

Hun vil ikke afvise, at kommunalbestyrelserne skal have bedre muligheder for selv at afsætte eller suspendere borgmestre, der f.eks. har misbrugsproblemer, men afventer anbefalingerne fra et embedsmandsudvalg under ledelse af forvaltningsekspert Jens Peter Christensen. Udvalget skal bl.a. "tydeliggøre" reglerne for afsættelse af borgmestre i kølvandet på Peter Brixtofte-sagen i Farum.

- Man vidste ikke rigtigt, hvad man skulle gribe i, da Farum-sagen kørte. Det, der er balancen, er, at der må kunne gå politik i det, så det ikke bliver en politisk standret, der vender tommelfingeren op eller ned, siger Margrethe Vestager.

Meget tyder på, at indenrigsministeren vil kunne samle et flertal til begrænsede ændringer af loven, men der er ikke udsigt til at indføre egentlig parlamentarisme i kommunerne.

- Jeg håber, at der kan blive et bredt flertal for nogle ændringer, som gør, at det vil blive klarere, hvad man gør i en situation, hvor en borgmester groft misligholder det hverv, han har fået, siger Margrethe Vestager.

Skriv kommentar

Du skal være logget ind for at deltage i debatten.

Tophistorier Gå til forsiden