Vismænd efterlyser ny 2020-plan

Efter vedtagelsen af finansloven er den tidligere plan fra foråret ikke længere realistisk, mener de økonomiske vismænd.

Michala Rask Mikkelsen, Berlingske Nyhedsbureau Michala Rask Mikkelsen, Berlingske Nyhedsbureau

Regeringen bør offentliggøre en ny 2020-plan, mener de økonomiske vismænd, som advarer om, at den tidligere plan fra maj er forældet. Det sker, efter regeringen sammen med Enhedslisten søndag vedtog næste års finanslov. Det er især regeringens manglende reformmilliarder fra blandt andet trepartsforhandlingerne og besparelserne på forsvaret, som de økonomiske vismænd vil se nye finansieringskilder til. Det skriver Information.

- Når finanspolitikken lige akkurat er holdbar, betyder det, at hvis man ønsker at lave ændringer - lavere skatter eller højere udgifter - så har man et finansieringsproblem. I regeringsgrundlaget og den tidligere 2020-plan skriver regeringen, at den ønsker at øge det offentlige forbrug ud over det demografiske træk. Derfor er de nødt til at anvise, hvor pengene skal komme fra. Lige nu passer finansieringskilderne bare ikke med ønskerne, siger overvismand Hans Jørgen Whitta-Jacobsen til Information.

SF afviser dog, at en opdateret 2020-plan er nødvendig.

- Vi har stadig udestående i forhold til planen, så det er alt for tidligt at gøre regnebrættet op. Vi har stadig en lang række initiativer, der skal sikre dansk økonomi, siger partiets finansordfører, Jonas Dahl, til Information.

Vismænd efterlyser ny 2020-plan