Wammen er overbevist om dansk EU-rabat

Europaminister Nicolai Wammen er overbevist om, at Danmark nok skal få tilkæmpet sig en rabat på én milliard kroner på EU-budgettet.

Jesper Termansen (BNB)

Danmark får sin rabat på EUs budget på én milliard kroner årligt på det kommende topmøde i EU i Bruxelles om tre uger. Det vurderer europaminister Nicolai Wammen (S).

Samtidig mener han, at Danmark også vil kunne fastholde andre af sine krav om flere penge til forskning, infrastruktur og mindre bureaukrati. Det siger Nicolai Wammen til Radio24syv.

Det ventes, at EUs præsident Herman Van Rompuy indkalder til topmødet den 7. og 8. februar, hvor man kan løse budgetstriden, som ikke blev løst på det forrige topmøde i november.

- Vi skal kæmpe for hver krone i budgettet, men jeg er også overbevist om, at det ender med en rabat på én milliard kroner til Danmark, siger europaminister Nicolai Wammen.

Kritikere har påpeget, at Danmark forspilder sine chancer for at opnå andre fordele, fordi regeringen står så stejlt på at opnå rabatten ved de kommende forhandlinger. Det kan eventuelt gå ud over støtten til eksempelvis danske trafikprojekter som Fehmarn-forbindelsen.

Til det siger europaminister Nicolai Wammen:

- Jeg mener, at vi kan opnå et forhandlingsresultat, hvor der både kan opnås et mere moderne budget, og at der kan komme flere penge til infrastruktur, til uddannelse, til forskning og at vi samtidig får en rabat på én milliard kroner. Noget af det, vi arbejder for, er jo ikke alene danske krav, men noget, hvor vi står sammen med en række andre lande. Der skal brugs færre penge på landbrugsstøtte og bureaukrati i Bruxelles, og til gengæld vil vi bruge flere penge på uddannelse og forskning samt grøn teknologi, siger Nicolai Wammen.

Det danske rabatkrav på én milliard udgør kun cirka en tusindedel af EUs samlede budget. Kravet blev fremført hårdt under det forrige topmøde, og statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) har erklæret sig villig til at benytte dansk veto, hvis ikke rabatten kommer hjem.